Kategoriarkiv: Nyt

Bindesbøll-byen og skolebygninger i Flensborg

Vi er prækvalificeret til boliger i Bindesbøll-byen i Risskov og restaurering og ombygning af to fredede skolebygninger i Flensborg

Sammen med Vandkunsten og Henry Jensen, er Rønnow Arkitekter prækvalificerede til at byde på omdannelsen af Psykiatrisk Hospital i Risskov, Aarhus, til almene boliger for AAB.
Den samlede eksisterende bygningsmasse består af både fredede og bevaringsværdige bygninger og opgaven omfatter ombygning af ca. 18.000 etagemeter til familieboliger. Visionen er at skabe en ny, mangfoldig og levende bydel, hvor områdets eksisterende bygnings- og landskabsmæssige kvaliteter styrkes og udfoldes til nye formål.
Det oprindelige, fredede bygningsanlæg, fra ca. 1850, er tegnet i nyrenæssancestil af Gottlieb Bindesbøll. Det er opført i gule tegl med horisontale røde bånd, høje vælske gavle, tegltage og generelt stor detaljerigdom. Bygningerne skal i deres nuværende fremtoning danne udgangspunkt for den kommende nye bydel. Den såkaldte Bindesbøll-by, skal i fremtiden være et rekreativt centrum for områdets beboere og med sin kombination af historisk og nyt sikre en attraktiv og blandet by, ganske tæt på midtbyen og den smukke, omgivende natur.

Sammen med G2R er vi prækvalificeret til restaurering og ombygning af tidligere skolebygninger i Flensborg. De to fredede bygninger i Duburger Straße skal transformeres og moderniseres til boligformål inden for rammerne af projektet ”Skolehaven”. Projektets samlede koncept omfatter – udover reaktivering af de to tidligere skolebygninger – også to nybyggerier med 93 boligenheder samt parkeringskælder, som allerede er skudt i gang. De fredede bygninger er beliggende i hjertet af Flensborg, i overgangen mellem Altstadt og Neustadt, i et område med både ældre og nyere bebyggelse samt små pladser, trapper og haver. Projektets formål er at fremme en moderne, åben urbanitet i områdets historiske kontekst.

Skolen ved sundet og Christiansfeld gl. skole

Rønnow Arkitekter er i løbet af den sidste uge blevet prækvalificeret til to spændende opgaver, der begge omhandler fredet skolebyggeri.

I et team bestående af H+ Arkitekter, Klaus Nielsen Rådgivende Ingeniører og Dansk Energi Management & Esbensen er Rønnow Arkitekter prækvalificeret til helhedsrenoveringen af den fredede Skolen ved Sundet, nybyggeri af fritidshjem på grunden samt ombygning af eksisterende lokaler for etablering af skolemadsordning.

Skolen ved Sundet består af hovedskolen samt Friluftsskolen som blev bygget i 1938 af Kaj Gottlob. Skolens oprindelige bygninger blev fredet i 1990.
Skolen skal, mens den er i drift, helhedsrenoveres inden for seks definerede indsatsområder: Indvendig og udvendig genopretning, energirenovering, indeklima, tilgængelighed, klimatilpasning samt modernisering. Endvidere skal den tidligere inspektørbolig ombygges til et EAT køkken og en bygning fra 1990’erne skal nedrives og erstattes af en ny bygning, der fremover skal huse alle skolens fritidshjemsbørn.

Sammen med Vandkunsten er vi prækvalificeret til renovering og ombygning af den fredede Christiansfeld gl. Skole samt opførelse af 2500m2 almene familieboliger, der delvist skal indrettes i den gamle skole.
Christiansfeld gl. Skole er beliggende på en unik grund i den historiske by, der i 2015 blev anerkendt som verdensarv af Unesco. Boligerne skal indrettes i den gamle skole i Lindegade/Nørregade. I Lindegade er bygningerne fredet og skal restaureres, mens bygningen på Nørregade skal rives ned og her skal der opføres et helt nyt byggeri, der skal passe ind sammen med de historiske bygninger. I opgaven indgår også disponeringen af et nyt gårdrum, der skal binde bygningsanlægget sammen til en ny helhed.

Fotografier:
Til venstre, Christiansfeld gl. skole, Kolding Kommune
Midt for og til højre, Skolen ved Sundet, Andreas Trier Mørch

Pq---CHristiansfeld-gl---kvadrat    Skolen_ved_Sundet_Sydfacade_kvadratisk    Skolen_ved_Sundet_Vindrose_kvadrat

Icosmos Danmark

Camilla Løntoft Nybye blev på ICOMOS’ årsmøde d. 17. marts 2015 valgt som formand for ICOMOS Danmark.

ICOMOS Danmark er den danske nationalkomité under International Council on Monuments and Sites – en verdensomspændende organisation, hvis medlemmer arbejder professionelt for bevaring af kultur- og naturarven, hvad angår bygninger, historiske byer, kulturlandskaber og arkæologiske monumenter. ICOMOS fungerer som UNESCO’s ekspertorgan i spørgsmål indenfor bevaring af kulturmiljøer i forhold til Verdenskonventionen. Danmark har otte emner optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste: Jelling Monumenterne, Roskilde Domkirke, Kronborg, Vadehavet, Stevns Klint, Christiansfeld, Parforcejagtlandskaberne i Nordsjælland og Ilulissat på Grønland.

ICOMOS Danmark har netop lanceret en ny hjemmeside med støtte fra Realdania. Se mere her.

160608_ICOMOS_kort_RA

Copyright @ 2016 ICOMOS

Rønnow arkitekter kåret som Gazelle igen i 2015

Rønnow Arkitekter er for 2. gang blevet kåret som gazellevirksomhed af Børsen.

Vi blev udnævnt første gang i 2014, og vi er stolte over at modtage den fine titel også i 2015.

Det er i 21. gang, at Børsen identificerer de hurtigst voksende virksomheder i Danmark.

Gazeller er de virksomheder, som fører an i væksten, og som i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft kontinuerlig vækst i omsætning eller bruttoresultat, og som samlet set har mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.

Se mere om gazelleprisen på Børsens hjemmeside her og her.

821_151120RAgazellecollage

Rønnow Arkitekter kåret som Gazelle 2015.

Falkonergårdens gymnasium

Tegnestuen har vundet en 4 årig rammeaftale om totalrådgivning vedrørerende nybyggeri, ombygning, renovering og vedligeholdelse af Falkonergårdens Gymnasiums bygningsanlæg.

Første opgave under rammeaftalen bliver opførelsen af en ny tilbygning på ca. 1400 m² med undervisningslokaler, gruppearbejdsfaciliteter og fitnesslokaler mv.

Vi ser frem til at løse en kompleks opgave og føre en ny bygning til det smukke, bevaringsværdige bygningsanlæg opført af Thomas Havning i 1950’erne.

804_150904_FalkonergrdensGymtilbygningsnit_undermenu

Copenhagen Bussiness School

Rønnow Arkitekter har i samarbejde med Bascon og C.F.Møllers Landskabsafdeling udført en omdannelse af Privathostpitalet Hamlet til et nyt kandidathus for Copenhagen Business School.

Graduate House, der rummer moderne undervisningsfaciliteter, produktionskøkken, kantine, læsepladser, opholdsarealer samt administrationslokaler mv., blev onsdag d. 2. september officielt indviet ved et festligt arrangement med rundvisning i de nye lokaler og taler holdt af bestyrelsesformanden for CBS Students Jens Bonde Mikkelsen, Borgmester på Frederiksberg Jørgen Glenthøj, Rektor Per Holten-Andersen og Dekan Jan Molin.

Hør mere om indvielsen i indlæg og video fra arrangementet på CBS Observer her.

802_150902_IndvielseGraduateHouse_Undermenu

 

Bæredygtig byggeskik

Rønnow Arkitekter har igangsat projektet “Bæredygtig Byggeskik”. Projektet skal udvikle og styrke tegnestuens virke indenfor bæredygtighed. En stor tak skal lyde til Statens Kunstfond, der har bevilliget et tilskud til projektet.

Vores bygningskultur er udviklet over århundreder med henblik på at sikre arkitekturens langtidsholdbarhed. I vores historiske bygningsmasse er der dermed lagret erfaringer om, hvordan ressourceforbrug, materialeanvendelse, bygningsdetaljer m.m. har indflydelse på arkitekturens holdbarhed.

Rønnow Arkitekter har i kraft af over 45 års erfaring med traditionel byggeskik og den historiske bygningsmasse opbygget en viden om bygningers samlede livsforløb fra opførelse til nedrivning samt ikke mindst de vedligeholdelsesarbejder, hovedistandsættelser, om- og tilbygninger, der er med til at præge bygningernes livsforløb.

Det er vor påstand, at vi kan aflæse en masse om bæredygtig byggeskik ved at undersøge vores historiske bygningsmasse. Projektet “Bæredygtig Byggeskik” er derfor en undersøgelse af holdbarhedsaspekterne i den traditionelle byggeskik og den historiske bygningsmasse med det mål for øje at samle erfaringer og eksempler på bæredygtig byggeskik.

Formålet med projektet er at blive klogere på, hvad bæredygtig arkitektur er, så der sikres fuld overensstemmelse mellem tegnestuens kunstneriske virke og bæredygtigheden af de projekter, vi udfører, såvel som et aktivt bidrag i debatten om bæredygtighed.

Den definition, byggebranchen anvender for bæredygtig arkitektur, bør udfoldres til et større og mere holistisk tankesæt, hvor miljømæssige, økonomiske, sociale, funktionelle, holdbarhedsmæssige samt æstetiske aspekter tænkes ind i arkitekturen på lige fod. Det mener vi, at vi med vores faglighed, som restaureringsarkitekter, kan bidrage til.

Projektet løber frem til juni 2017.
Vi glæder os til at fordybe os i projektet.