Nyheder | Ny Partner og ny projektchef Ny Partner og ny projektchef

Rønnow Arkitekter inviterer til sensommerfest og markerer samtidig en række af positive begivenheder, heriblandt optagelsen af en ny partner og udnævnelsen af en ny projektchef.

INGE-LISE KRAGH er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Århus, Institut for Arkitektonisk Kulturarv og har gennem sin ansættelse hos Rønnow Arkitekter gennem de seneste 5 år haft positiv indflydelse på mange af tegnestuens opgaver. Med et stort kunstnerisk talent og en skarp arkitektonisk sans har hun med stor succes medvirket til gennemførelsen af flere ombygnings- og renoveringsopgaver for CBS, UCSJ og på en række gymnasier.
Inge-Lise har ansvaret for en række af tegnestuens fokusområder og udviklingsprojekter, heriblandt implementeringen af BIM og udviklingen af tegnestuens bæredygtighedsprofil. Hun er desuden et vigtigt omdrejningspunkt over for eksterne samarbejdsrelationer, som ansvarlig for tegnestuens akkvisitionsstrategi, herunder prækvalifikations- og tilbudsarbejdet.

CLAUS BAY er uddannet arkitekt og har mangeårige ansættelser fra flere af branchens stærke tegnestuer bag sig, heriblandt Hvidt & Mølgaard A/S, Bornebusch Tegnestue A/S og PLH Arkitekter. Siden sin ansættelse hos Rønnow Arkitekter i 2012 har Claus medvirket til gennemførelsen af flere væsentlige byggerier, herunder hovedistandsættelse af Domhuset, ombygning i Udenrigsministeriet og på Campus Holmen, gennemførelse af bygningssyn på statens fredede ejendomme m.fl. Claus har endvidere været en afgørende brik i projekter som ombygningen af Gladsaxe Gymnasium, opførelsen af et nyt innovationshus på Øregård Gymnasium og senest med opførelsen af en ny tilbygning til det bevaringsværdige Falkonergårdens Gymnasium, der går i jorden om kort tid.

Claus er et væsentligt omdrejningspunkt, også i forhold til dagligdagen på tegnestuen, hvor han med lige dele humor og seriøsitet samt stort engagement formår at delagtiggøre og motivere sine kollegaer i projekterne.
Med sin nye rolle som projektchef, vil han få øget ansvar for flere af tegnestuens væsentlige bygherrer og kontrakter, ligesom han sammen med tegnestuens partnere og øvrige ledelse vil medvirke til at sikre tegnestuens positive udvikling.

Tegnestuens ledelse glæder sig til at lade den nye organisation blomstre og ser meget frem til at virksomheden og dennes projekter vil udvikle sig fortsat positivt i fremtiden.

Ovenstående markeres fredag d. 26. august med et festligt sensommerarrangement på tegnestuen. Se med.

160823-sensommerfest-smaltt

Mette Prip Bonné, Michael Kaalund (Best. Formand), Inge-Lise Kragh, Claus Bay, Gunilla Rønnow & Camilla Løntoft Nybye