Arkiver

Gladsaxe Gymnasium

Gladsaxe Gymnasium blev opført i 1956 af arkitekterne Eva og Nils Koppel som en del af en større konkurrence for et kulturcenter i Buddinge by. Anlægget er kategoriseret som bevaringsværdigt.

Under den aktuelle rammeaftale med Gymnasiefælleskabet har Rønnow Arkitekter udført en helhedsplan for ud- og indvendig totalistandsættelse af det bevaringsværdige anlæg. Flere etaper af projektet er udført, mens andre er under projektering, udbud eller udførelse.

I 2016 blev der gennemført en større ombygning af drengeidrætssalen, hvor faciliteterne fik en generel opgradering og salens kvadratmetre blev optimeret. Senere på året blev arbejder på pigeidrætssale igangsat. I udgangen af 2016 var gymnasiets bygninger fuldt istandsat og moderniseret.

Fotografier: Rønnow Arkitekter og Kirstine Mengel

 

 

Augustenborg Slot

Som led i regeringens plan for flytning af statslige arbejdspladser, skal Augustenborg slot på Als fremover huse ca. 300 arbejdspladser for Natur Erhvervstyrelsen. Visionen er at skabe inspirerende og tidssvarende rammer i slottets fredede hovebygning. Augustenborg Slot er bygget i anden halvdel af 1700-tallet, men bærer indvendigt præg af store ombygninger som følge af skiftende funktioner. Senest har slottet i mere end 80 år fungeret som psykiatrisk hospital.

Rønnow Arkitekter har i samarbejde med Hoffmann A/S og Rambøll A/S udarbejdet et forslag til ombygning af slottet, som led i en totalentreprisekonkurrence. Hovedfokus i opgaven har været balancegangen mellem hensyntagen til slottets bærende fredningsværdier og samtidig at skabe attraktive og tidssvarende fysiske rammer, forankret i en holistisk bæredygtig tilgang, for de nye brugere. Vi vandt desværre ikke opgaven.

Ombygningerne omfatter i hovedtræk etablering af tekøkken, printrum, garderober, teknikrum og nye toiletfaciliteter. Her anvendes gedigne materialer, der i et æstetisk og stilrent formsprog understøtter den moderne arbejdsplads og slottets eksisterende arkitektoniske kvaliteter. Der er lagt vægt på enkle, moderne og funktionelle planløsninger, der sikrer optimale sammenhænge i mødet med de eksisterende strukturer. Tilbuddet tilgodeser således både den nye funktion og de iboende kvaliteter og rumlige hierarkier, som Augustenborg rummer. Det fredede bygningsanlæg fremtidssikres i forslaget på en måde, hvor fortid og nutid mødes på en værdiskabende og respektfuld måde.

Allerød Gymnasium

Allerød Gymnasium er opført af Mangor & Nagel i 1980 mens udearealerne er smukt komponeret af landskabsarkitekt Charlotte Skibsted.

Gymnasiet er opført som med klassiske hjemklasser, hvor undervisningslokaler er placeret med direkte adgang til studie- og opholdsarealer på de store gangarealer, der alle leder hen til den store samlingssal centralt i bygningerne.

Bygningerne er opført i betonkonstruktioner, med bærende, markerede facadesøjler og en indvendig søjle/dragekonstruktion i jernbeton. Gavle fremstår i beton, mens de markante facader og brystninger er udfyldt med murværk i røde tegl.

Rønnow Arkitekter har opført en ny tilbygning til Allerød Gymnasium, der indeholder nye lærerfaciliteter, arbejdspladser og møderum. Samtidig har tegnestuen udført arbejder i den eksisterende del af gymnasiets bygningsanlæg, herunder etablering af et nyt ventilationsanlæg i klassefløjene samt ombygning af møderum mv.

Den nye tilbygning er placeret ved gymnasiets hovedindgang, hvor den rejser sig mod ankomsten gennem den smukke, omgivende park. Den nye tilbygning er udført med dobbeltfacader i perforeret, bronzeeloxeret aluminium, der danner en smuk kontrast til det eksisterende bygningsanlægs tunge materialer i tegl og beton.

Den perforerede facadebeklædning giver et let og forfinet udtryk til facaderne, der farvemæssigt harmonerer med det øvrige anlæg. Vinduespartierne dækkes delvist af den perforerede facade, der filtrerer lysindfaldet i rummene.

Den eloxerede facade er komponeret som en let og fortolket pendant til teglmurene, og perforeringen er således en afspejling af murværkets løberforbandt, med rektangulært hulmønster. Facadens brune nuance harmonerer med murenes let, flammerede brun/røde teglsten.

Indvendigt ligger den nye tilbygnings faciliteter i forlængelse af skolens lærerværelse, og tilbyder store åbne læreforberedelsespladser indrettet på forskellig vis, møderum, dialogrum og zoner med plads til uformelle samtaler. Markante åbninger i facaden og det gennemgående ovenlys i taget, lade lyset trænge ind og skaber samtidig en logisk forbindelse til den omgivende park mod øst og ankomsten mod syd.

Materialeholdningen i interiøret er holdt enkel, med smukke egetræsgulve, glaspartier med pladedøre i egetræ og moderne, let møblement med enkle farvestrøg.