Alle | Allerød Gymnasium Allerød Gymnasium

Allerød Gymnasium er opført af Mangor & Nagel i 1980 mens udearealerne er smukt komponeret af landskabsarkitekt Charlotte Skibsted.

Gymnasiet er opført som med klassiske hjemklasser, hvor undervisningslokaler er placeret med direkte adgang til studie- og opholdsarealer på de store gangarealer, der alle leder hen til den store samlingssal centralt i bygningerne.

Bygningerne er opført i betonkonstruktioner, med bærende, markerede facadesøjler og en indvendig søjle/dragekonstruktion i jernbeton. Gavle fremstår i beton, mens de markante facader og brystninger er udfyldt med murværk i røde tegl.

Rønnow Arkitekter har opført en ny tilbygning til Allerød Gymnasium, der indeholder nye lærerfaciliteter, arbejdspladser og møderum. Samtidig har tegnestuen udført arbejder i den eksisterende del af gymnasiets bygningsanlæg, herunder etablering af et nyt ventilationsanlæg i klassefløjene samt ombygning af møderum mv.

Den nye tilbygning er placeret ved gymnasiets hovedindgang, hvor den rejser sig mod ankomsten gennem den smukke, omgivende park. Den nye tilbygning er udført med dobbeltfacader i perforeret, bronzeeloxeret aluminium, der danner en smuk kontrast til det eksisterende bygningsanlægs tunge materialer i tegl og beton.

Den perforerede facadebeklædning giver et let og forfinet udtryk til facaderne, der farvemæssigt harmonerer med det øvrige anlæg. Vinduespartierne dækkes delvist af den perforerede facade, der filtrerer lysindfaldet i rummene.

Den eloxerede facade er komponeret som en let og fortolket pendant til teglmurene, og perforeringen er således en afspejling af murværkets løberforbandt, med rektangulært hulmønster. Facadens brune nuance harmonerer med murenes let, flammerede brun/røde teglsten.

Indvendigt ligger den nye tilbygnings faciliteter i forlængelse af skolens lærerværelse, og tilbyder store åbne læreforberedelsespladser indrettet på forskellig vis, møderum, dialogrum og zoner med plads til uformelle samtaler. Markante åbninger i facaden og det gennemgående ovenlys i taget, lade lyset trænge ind og skaber samtidig en logisk forbindelse til den omgivende park mod øst og ankomsten mod syd.

Materialeholdningen i interiøret er holdt enkel, med smukke egetræsgulve, glaspartier med pladedøre i egetræ og moderne, let møblement med enkle farvestrøg.