Kulturarv | KØBENHAVNS DOMHUS KØBENHAVNS DOMHUS

Domhuset i København er tegnet af C. F. Hansen og blev opført i årene 1805 til 1815. Det blev oprindeligt bygget som et kombineret rådhus og domhus og erstattede det gamle rådhus mellem Gammeltorv og Nytorv, som brændte under Københavns brand i 1795. Siden 1905 har Københavns Byret holdt til i bygningen på Nytorv, der er udført i klassicistisk stil.

Rønnow Arkitekter har forestået en hovedistandsættelse af Domhusets facader. Det store trappeanlæg mod Nytorv er delvist sat om og nye sten hugget, hvor nødvendigt. Samtlige portpartier mod Nytorv og Kattesundet er istandsat og ombygget, bl.a. for at undgå vandindtrængning i bygningerne.

Endvidere er der foretaget istandsættelse af nedbrudte pudsede overflader mod Nytorv, Kattesundet og Frederiksberggade samt en ejendom i Hestemøllestræde. Domhuset er pudset med den karakteristiske rødlige, såkaldte “bornholmske cement”, og reparationerne er sket i respekt for at bevare så meget originalmateriale som muligt. Kvaderimitationer er udført i kopi af de oprindelige, og hvor bygningen har været sløret af smuds er der afrenset.