Bygningssyn | Østre Landsret Østre Landsret

Bygningen i Bredgade er oprindeligt opført som operahus, men fungerede kun som sådant i perioden 1702-1708. I perioden 1720-1884 var bygningerne i brug som kaserne og søakademi, mens de i 1768 blev restaureret af arkitekt C.F. Harsdorff. I 1884 brændte Christiansborg, og Rigsdagen flyttede herefter ind i lokalerne i Bredgade. Godt 30 år efter flyttede Rigsdagen ud igen og bygningen blev kortvarigt benyttet som nødlazaret under Den spanske syge. Fra 1919 har Østre Landsret benyttet bygningen.

På Østre Landsret har Rønnow Arkitekter forestået hovedistandsættelse af staldbygningens facade, istandsættelse af hovedbygningens gesimsbånd samt understrygning af hovedbygnings store tegltag, istandsættelse af smedejernsgelændere samt revitalisering af gård- og parkeringsareal, inkl. nyt cykelskur. Endvidere har vi udført en istandsættelse og nyindretning af stedets kantine, herunder også en større asbestsanering og udførelse af nyt terrændæk. Der er ligeledes udført forundersøgelser vedr. et kommende projekt til nedrivning af det udvendige, senere tilkomne trappeanlæg mod Bredgade og en indvendig ombygning af ankomstområdet.