Kulturarv | Svinninge Elværk Svinninge Elværk

Det trefløjede anlæg på elektricitetsværket i Svinninge blev opført i 1913 efter tegninger af arkitekten Ivar Bentsen, der var en central skikkelse i både Bedre Byggeskik-bevægelsen. Bygningerne er karakteriserede ved en yderst gennemtænkt bearbejdning af murværk både i materialevalg og i proportionering, herunder en klar symmetri, fremtrædende liséner, enkel detaljering og brugen af flammede sten i lyse og mørke skifter. Bygningerne blev fredet i 1991.

I 2005 fusionerede SEAS og NVE og behovet for faciliteter, der kunne rumme det samlede repræsentantskab, opstod – her blev interessen for den gamle maskinhal vakt. I sit ydre havde maskinbygningen ikke gennemgået store ændringer siden opførelsen i 1913. I slutningen af 1960’erne ophørte bygningens funktion som maskinhal, og efter dette undergik huset indvendigt store ombygninger.

 

Rønnow Arkitekter har som arkitektrådgiver for SEAS NVE og i samarbejde med Lyngkilde Rådgivende Ingeniører A/S forestået transformationen af den tidligere maskinhal til en moderne konferencesal med tilhørende faciliteter.

Selvom meget var ændret siden opførelsen, viste det sig under de første undersøgelser, at man i maskinbygningen blot havde bygget indeni og plastret ovenpå de gamle konstruktioner. Hovedgrebet for restaureringen blev derfor ikke at genskabe noget, der var tabt eller ødelagt, men at finde ind til Ivar Bentsens gamle bygning igen. Der blev lagt vægt på at bevare og styrke bygningens kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, der ligger i den oprindelige udformning, proportionering, materialevalg og i de elegante konstruktive karakteristika. Nye tiltag markerer sig i dag klart som værende nye, således at kontrasten mellem nyt og gammelt træder tydeligt frem.