Tag-arkiv: stilling

Vi søger erfaren projekterende arkitekt eller bygningskonstruktør

Vi har travlt på vores kontor i hjertet af København og søger derfor en erfaren projekterende arkitekt eller bygningskonstruktør til en spændende, udfordrende og alsidig stilling.

Du vil både arbejde selvstændigt og indgå i projektteams og projektere byggeopgaver indenfor vores kerneområder kulturarv og læringsmiljøer. Vi arbejder med restaurering og vedligehold, renovering og ombygning samt transformation og nybyggeri.

Størrelsen på vores opgaver varierer og du skal være indstillet på at fungere dels som projektmedarbejder på større sager og dels som projektleder på små og mellemstore byggesager.

Du vil komme i berøring med alle byggeriets faser, og det er væsentligt at du har forståelse for de delopgaver, udfor­dringer og samarbejdspartnere der er i de enkelte faser.

KVALIFIKATIONER
– Du er uddannet arkitekt eller bygningskonstruktør.
– Du har minimum 5-6 års erfaring med projektering og gerne erfaring med byggeledelse.
– Du er erfaren bruger af MS Office og AutoCAD. Erfaring med BIM og Revit er et plus.
– Du er fortrolig med god projekteringspraksis i branchen og har erfaring med Molio/bips  beskrivelsessystem.
– Det er en klar fordel, hvis du også har dokumenteret erfaring med økonomistyring, fagtilsyn, arbejdsmiljøkoordinering, kvalitetssikring mv.
– Du kan håndtere mange forskellige opgaver samtidigt og formår at bevare overblikket i pressede situa­tioner.
– Du kan arbejde selvstændigt, men også i teams sammen med tegnestuens øvrige medarbejdere og samarbejdspart­nere.
– Du er velformuleret, både i skrift og tale, og bidrager til et godt samarbejdsklima med bygherrer, myndigheder og udførende samt kollegaer og andre samarbejdspartnere.
– Du arbejder struktureret og engageret, er grundig, handlingsorienteret og tager gerne ansvar.
– Du formår at gøre vores bygherrer trygge under din håndtering af byggesagerne.
– Som person er du ambitiøs, proaktiv og empatisk.

VI TILBYDER
Du bliver en del af en ambitiøs, professionel og dynamisk tegnestue med høj faglighed og dygtige, fagligt engagerede kollegaer. Du vil få indflydelse på egne arbejdsopgaver og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Vi vægter arbejdsglæden og det gode samarbejde højt og har en flad struktur med en uformel omgangstone.
Vi tilbyder løn og ansættelsesvilkår iht. overenskomst og kvalifikationer.

Vores opgaveportefølje ligger geografisk spredt i Danmark, så det vil være en fordel at du har kørekort.

Matcher din profil kvalifikationerne, og er du interesseret i stillingen, send din motiverede ansøgning med CV og relevant materiale til administrerende direktør Martin Bloch på mbl@ra.dk.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte partner Camilla L. Nybye
cln@ra.dk eller 4174 0070.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og samtaler vil blive afholdt løbende.

RØNNOW ARKITEKTER
Rønnow Arkitekter er med ca. 30 medarbejdere en af landets førende arkitektvirksomheder inden for restaurering, transformation, om- og tilbygning samt vedligeholdelse, udvikling og fremtidssikring af kulturhistorisk og arkitektonisk betydningsfulde bygninger. Vi udfører også nybyggeri af høj kvalitet, oftest i historiske eller på anden vis særligt værdifulde kulturmiljøer.

Vi stræber efter at skabe arkitektur, der giver langtidsholdbar merværdi. Hvor nyt harmonerer med det eksisterende og hvor kvaliteten kan aflæses i det æstetiske, funktionelle, tekniske, miljømæssige og økonomiske resultat. Vi jagter ikke modefænomener og døgnfluetendenser, men udvikler tværtimod bæredygtige koncepter, hvor kulturværdi, miljømæssig værdi, økonomisk værdi og brugsværdi forenes.

Læs mere på www.ronnowarkitekter.dk.

Arkitektpraktikant i foråret 2018

Vær med hos os, når vi arbejder med udvikling og fremtidssikring af enestående kulturarv og innovative undervisnings- og læringsmiljøer.

Hos Rønnow Arkitekter arbejder vi med både eksisterende bygninger og nybyggeri, indenfor et bredt arkitektonisk felt. Vores opgavetyper spænder fra restaurering, transformering og istandsættelse af fredede og bevaringsværdige bygninger med mange forskellige funktioner, over om- og nybyggeri af undervisnings- og læringsmiljøer, til konceptudvikling og procesrådgivning m.m. Vi har i alle projekter fokus på samspillet mellem helhed og detalje, høj arkitektonisk kvalitet og langtidsholdbare løsninger.

Som praktikant hos os vil du sidde midt i centrum af København blandt 30 engagerede og dygtige arkitekter og bygningskonstruktører. Du vil være tilknyttet et eller flere forskellige projektteams og indgå i registrering, konceptudvikling, skitsering, projektering og tilsyn under udførelsen på det enkelte projekt. Vi har både større og mindre projekter, så derfor er der god mulighed for at komme ”hele vejen rundt”. Du vil få ansvar og mulighed for at arbejde selvstændigt, afstemt efter dine kompetencer.

Vi forventer at du er under uddannelse som arkitekt, har lyst til at lære om arkitektfaget i praksis, har kendskab til Autocad og/eller Revit og at du er fortrolig med bl.a. SketchUp og Adobe CS.

For ansøgning eller spørgsmål kontakt arkitekt MAA, partner, Inge-Lise Kragh / tlf.: 41 74 00 75 / mail: ik@ra.dk.