Nyheder | Forundersøgelser til restaurerings- og formidlingsprojekt på Teatermuseet i Hofteatret Forundersøgelser til restaurerings- og formidlingsprojekt på Teatermuseet i Hofteatret

Teatermuseet i Hofteatret ved Ridebaneanlægget på Christiansborg Slot skal restaureres samtidig med, at udstillingsformidlingen får et løft, så det enestående sted og dets ånd styrkes og løftes ind i vores tid og verdensforståelse til gavn for fremtidens generationer. Som Kgl. Bygningsinspektør har Rønnow Arkitekter lavet et omfattende forarbejde i samarbejde med SLKS for at sikre, at restaureringen af Hofteatrets intime og spektakulære rum, hvor arkitektur-, kultur- og teaterhistorien flyder sammen, tydeliggør og forstærker de eksisterende kvaliteter og går nænsomt til værks, så ændringer og forandringer kun sker, hvor det ikke forstyrrer eller kompromitterer de bærende bevaringsværdier. Samtidig skal anvendelsesmuligheder og tilgængelighed i Teatermuseet i Hofteatret forbedres. Hvor nye elementer tilføjes, skal de være af samme høje kvalitet, arkitektonisk såvel som håndværksmæssigt, med velovervejede detaljer og i en skala og et design, der indpasser sig nænsomt i den fredede bygning, samtidigt med at de vedkender sig at være nutidige indgreb.

Det 250 år gamle Hofteater udgør i sig selv og rummer uvurderlige og konkrete vidnesbyrd om Danmarks ældste teaterhistorie og den kulturelle udvikling af teatrets position i det danske samfund fra enevælden til indførelsen af demokrati med Frederik VII’s grundlov i 1849. Siden teatrets første forestilling i 1767 er det blevet ombygget adskillige gange.

Tidligere tiders ombygninger og tilføjelser har ikke været nænsomme og bærer i høj grad præg af presserende behov for en ny funktion eller stil. De forskellige perioder i bygningshistorien er stadig synlige i teatret og kan eksponeres og fortolkes, så de understøtter Teatermuseets formidling af de enestående kulturhistoriske værdier, Hofteatret rummer. Det er afgørende at holde fast i såvel de store historiske linjer som de små, provisoriske og enkeltstående spor, hvor patina, skæve vinkler, mærkelige sammenstød og overgange vidner om teatrets mangeårige brug og skiftende funktioner – alt det, der har bidraget til at skabe den historiske atmosfære, som kendetegner Hofteatret i dag.

Rambøll Danmark A/S bliver totalrådgiver på restaureringen af Hofteatret. Slots- og Kulturstyrelsen er bygherre på restaureringsprojektet og Rambøll Danmark A/S med underrådgivere Arkitekter Maali & Lalanda A/S og Lundqvist Tegnestue ApS er valgt til rådgivningsarbejdet. Restaurerings- og udstillingsprojektet sker på baggrund af donationer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Arbejdet forventes at gå i gang i slutningen af 2020, hvor Hofteatret holder midlertidigt lukket, mens arbejdet står på. Restaureringen forventes at være afsluttet i 2022. Læs mere om restaureringsprojektet her.

hoteatret_web