Arkiver

HOLMEGAARD VÆRK

Holmegaard Værk / Indvielse af Nordens største museum for glas, keramik og design.

I næsten 200 år var Holmegaard Glasværk førende inden for glasproduktion og -design, indtil det i 2008 lukkede ned. I 2020 er det genopstået som museum med Nordens største glassamling.

Holmegaard Glasværk blev grundlagt i 1825, som det første af sin slags i Danmark. Drevet af glasdesignere som Jacob E. Bang og Per Lütken producerede glasværket ikoniske designs, som vi alle er vokset op med. Fra de tidlige maskinproducerede klare mælkeflasker til mundblæste klassikere, som Provence-skålen. I 2006 blev gassen til de store glasovne slukket og få år efter forlod de sidste medarbejdere værket og livet i Glasbyen gik i stå. Det tog den varme glasmasse to år at køle ned.

Rønnow Arkitekter har for Museum Sydøstdanmark været med til at konkretisere og håndgribeliggøre de første etaper af tilblivelsen af Holmegaard Værk, et moderne museum i en kulturhistorisk og arkitektonisk kontekst. I et samarbejde mellem Næstved Kommune og Museum Sydøstdanmark var visionen og ambitionen at genindføre kunsthåndværkets viden, æstetik og kvalitet i den danske kultur.

En væsentlig del af vores arbejde har været den omfattende kortlægning af glasværkets kulturmiljø og den bagvedliggende historie. En skole, boliger, et kapel, en lille kro og eget diesellokomotiv udgjorde den lille by, der voksede frem omkring de varme glashytter. Glasværkets medarbejdere skulle arbejde når den varme glasmasse havde den korrekte temperatur. Derfor måtte de og deres familier bo lige i nærheden.

I transformationen fra industri til museum var det vigtigt, at bygningerne selv kunne bidrage til oplevelsen og fortællingen om Holmegaard Værk. Rå og uberørte, efterladte efter lukningen, bliver de i sig selv et vidnesbyrd om den historie og det liv, der har udspillet sig. Om tidens gang, den evige varme og om stilheden, de også har rummet.

Der er i projektet kun sket få, udvalgte indgreb i bygningerne, for at tydeliggøre den iboende fortælling og for at sikre bygningernes værdi. Sporene fra tidligere funktioner er forsat synlige, blændinger og åbninger, der er kommer til, er tydeliggjort i materialer og overflader, så det nye museum indskriver sig som endnu et kapitel i værkets snart 200 år gamle historie. Sporene gør bygningerne og oplevelsen umiddelbar aflæselig og nærværende i kombination med den nye udstilling, der lys- og lydsætter oplevelsen via et boardwalk gennem værket.

Holmegaard Værk, for Sans & Samling, er historien om bygninger, industri og et samfund i samfundet. Om design, kunst og æstetik. I foråret 2020 blev Holmegaard Værk indviet og åbnede dørene for Europas største samling af glaskunst.

Fotos: Rønnow Arkitekter og Museum Sydøstdanmark.