Museum | Bakkehusmuseets orangeri Bakkehusmuseets orangeri

Rønnow Arkitekter har i 2017 tegnet og opført et nyt orangeri i Bakkehusmuseets romantisk inspirerede haveanlæg.

Bakkehuset på Rahbæks allé kan dateres tilbage til ca. 1674 og anses for at være det ældste tilbageværende hus på Frederiksberg. Huset blev fra sin opførsel brugt som landevejskro og senere sommerudlejning. I 1802 flyttede Knud Lyne Rahbek og hans kone Kamma Rahbek ind i stuelejligheden og deres hjem blev i løbet af de næste årtier et af de vigtigste litterære mødesteder i København. De besøgende inkluderede blandt andre  B.S. Ingemann, H.C. Ørsted, Henrich Steffens, H.C. Andersen, Poul Martin Møller, Christian Winther, Johan Ludvig Heiberg og Adam Oehlenschläger.

Bakkehuset er i dag en del af Frederiksbergmuseerne og foruden forskellige udstillinger, så hører den omkringliggende have også til museet. I forbindelse omlægningen af haven med udgangspunkt i Kamma Rahbeks plantelister – et projekt som gennemførtes af landskabsarkitekt Charlotte Skibsted – fik Rønnow til opgave at tegne det nye orangeri, der fungerer som udskænkningssted i sommerhalvåret og i vinterhalvåret giver mulighed for opbevaring og overvintring af de mange planter fra haven.

Orangeriet tager i udgangspunkt i den traditionelle udformning af orangerier og plantehuse. Det er opført som en simpel, men tilpasset, bygning, der stilfærdigt indpasser sig i det historiske anlæg, som Bakkehusmuseet og haven i dag udgør. Det nye orangeri er ottekantet med pyramidetag og er udført i en glas- og stålkonstruktion med muret sokkel i indfarvet puds. Orangeriet drager inspiration fra et ottekantet lysthus samt et lille orangeri, der lå i haven i 1700-tallet.

Fotos: Casper Brogaard Højer