Alfabetisk | RETTEN I AARHUS RETTEN I AARHUS


Et velbevaret arkitektonisk mesterværk og moderne retsbygning 

På Vester Allé 12, et terræn stærkt skrående mod Aarhus Å, ligger Smykkeskrinet. Et velbevaret arkitektonisk mesterværk, der blev opført som Statsbibliotek i 1898-1902 og siden 1963 har fungeret som Erhvervsarkiv.
Efter omfattende restaurering og ombygning gennem de seneste år (2017-2020) er bygningen nu indrettet som moderne retsbygning og arbejdsplads, der sammen med nabobygningen, Tinghuset, fremtidigt skal huse Retten i Aarhus.

Statsbiblioteket blev tegnet og opført af Hack Kampmann i perioden 1898-1902, mens Kampmann var Kongelig Bygningsinspektør for Jylland. Bygningen er blandt Kampmanns mest markante værker i Aarhus på linje med Aarhus Katedralskole, Toldboden, Aarhus Teater og Marselisborg Slot. Som værdig repræsentant for nationalromantikken med sin beherskede og alligevel stolte fremtræden i sin tæt sluttede form og med en imponerende detaljerigdom er det ikke svært at forstå, at bygningen har fået tilnavnet Smykkeskrinet.

Det velbevarede arkitektoniske mesterværk er på flere måder helt unik og fredningsværdierne er mange. Med faglig viden, nærvær og passion er bygningen gennem de seneste år nænsomt tilpasset den nye funktion og de krav, der stilles til en moderne retsbygning – fra den overordnede plandisponering og ned til de mindste detaljer.

Rønnow Arkitekters rolle som restaureringsspecialister og arkitektrådgiver har været præget af en kontinuerlig stræben efter at opnå et velafbalanceret samspil mellem det bestående og nye. Vores mål med ombygningen og restaureringen var at fastholde bygningens forskellige fortællelag og, med stor respekt for det oprindelige, føre et nyt lag til, der indskriver sig i nutiden og er med til at pege fremad.

Restaureringen og ombygningen af det tidligere Statsbibliotek indebar en række særlige kompleksiteter, hvoraf en stor del var knyttet til bygningens fremtidige funktion. Selvom bygningens klare og meget overskuelige disponering med det centrale dobbelthøje rum er en velegnet ramme for sikkerhed og overskuelighed, der er vigtige elementer i det danske retsvæsen, så stiller en moderne retsbygning med mødelokaler, kontorer og retssale store krav til installationer. Hertil tæller tekniske føringsveje til eksempelvis ventilation, varme og lys samt installationer som kameraer, talevarsling og røgmeldere. Blandt nogle af projektets særlige udfordringer og vellykkede løsninger kan nævnes integreringen af to nye hovedtrapper, der underordner sig husets oprindelige struktur, samt bevaringen af de karakteristiske, originale støbejernsriste i gulvet, der i projektet delvist er blevet udstøbt efter en speciel metode.

Bygningen blev taget i brug i januar 2021. Ansatte, brugere og besøgende i Retten har senest kunne glæde sig over installationen af et stort kunstprojekt, som er integreret i reolerne i den tidligere læsesal. Installationen kredser om emnet non-human trials og er udført af den anerkendte, internationale kunstnerduo benandsebastian.

Det har været en yderst spændende, lærerig og ikke mindst ærefuld opgave, og vi er som arkitektrådgiver med hovedansvar for den fredede bygning stolte af det flotte resultat, der er skabt i et stærkt og tæt samarbejde med Bygningsstyrelsen, Retten i Aarhus, Domstolsstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen, H+ Arkitekter, Tækker og Enemærke & Petersen A/S.

Fotos: Fotograf Helene Høyer Mikkelsen