Vi er netop hjemvendt fra fire skønne dage på Fyn, hvor vi tog et dyk ned i bygningskulturen fra ca. 1100 til i dag og diskuterede, hvordan vi lader os inspirere af den, når vi vedligeholder, tilføjer eller bygger nyt. Programmets temaer var murværk, tilføjelser og forandringer, og vi så bl.a. noget af det ældste murværk, vi har i Danmark i Hesselager Kirke og på Nyborg Slot, gotisk murværk i Sankt Knuds Kirke, senmiddelalderligt murværk på Odense Adelige Jomfrukloster og på Hesselagergård. Vi har set forfinet, historicistisk murværk på Odense Rådhus, gedigent traditionelt, men moderne murværk på Nyborg Bibliotek og isolerende pore-teglblokke anvendt i de nye bygninger ved Oluf Bagers Plads i Odense.
Mange af de bygninger vi besøgte har komplekse bygningshistorier. Holdningen til, hvordan der ændres eller tilføjes, har ændret sig over tid. På Hesselagergård eller i Sankt Knuds Kirke ses forandringerne ikke ved første øjekast, men bygningerne fremstår helstøbte. Andre steder er tilføjelserne ganske tydelige, f.eks. i Odense Rådhus, og danner en ny sammensat helhed, der bliver karakteriseret af bruddet mellem tilføjelsen og det, der var før. Hvad der fungerer bedst er forskelligt fra bygning til bygning.
Da 2019 står i bæredygtighedens tegn hos Rønnow Arkitekter, valgte vi i år at afholde studieturen i Danmark, og hele tegnestuen blev udstyret med net og notesblokke af bæredygtigt genbrugsmateriale.