Alle | Holmens Kanal Holmens Kanal

Danske Banks tidligere hovedsæde ved Holmens Kanal skal transformeres, så kvarteret i fremtiden vil fremstå åbent og tilgængeligt for byens borgere, turister og erhvervslivet.

Efter Danske Bank i 2016 solgte sine 15 bygninger – heraf 5 fredede bygninger – til forsikringsselskabet Standard Life, er der åbnet op for nye anvendelsesmuligheder. Der er nu igangsat et omfattende projekt, der skal udvikle området og med funktionsændringer bl.a. tilføre detailhandel.

Rønnow Arkitekter har i samarbejde med Standard Life, Capital Investment og Årstiderne Arkitekter ansvaret for at sikre, at transformationen og funktionsændringerne af områdets fem fredede bygninger, ca. 10.000 m2, sker med respekt for de bærende fredningsværdier.
Indledningsvis omfatter projektet et grundigt registrerings- og analysearbejde, som sammenfattes i en restaureringsstrategi for både byg­ninger og kulturmiljøer. Som en væsentlig del af restaureringsstrategien udpeges de bærende fredningsværdier, ligesom strategien indeholder konkrete anbefalinger til nye funktioner og hvordan de bedst integreres i de eksisterende rammer.
Sideløbende forestår Rønnow Arkitekter rådgivning i forbindelse med igangværende faser, herunder dispositionsforslag og udarbejdelse af lokalplan, ligesom vi er ansvarlige for al kontakt til Slots- og Kulturstyrelsen.

 

Fotos: Capital Investment, arkiv, 2016.