Mindelunden Mindelunden

Mindelunden ligger i Ryvangen mellem Hellerup og ydre Østerbro i København. Området er et mindested og -kirkegård for Danmarks Frihedskamp mellem 1940-45 og er opført til erindring om de danske modstandsfolk, der, i kampen for et frit Danmark, mistede livet under besættelsen. Anlægget er tegnet af arkitekt og Kgl. Bygningsinspektør Kaj Gottlob i samarbejde med Gentofte Kommunes daværende stadsgartner Axel Andersen. Mindelunden hører under Kirkeministeriet og administreres af Holmens Kirkegård. Området er en del af det gamle Voldanlæg og er underlagt en Fortidsmindefredning og i øvrigt de forskrifter der er gældende for kirkegårde.

Rønnow Arkitekter har gennem flere år været tilknyttet stedet via Det Kgl. Bygningsinspektorat og har her lavet bygningssyn og forestået det almindelige vedligehold. Fra 2014-2020 har Kirkeministeriet haft et øget fokus på generel istandsættelse og genopretning af såvel landskaber som bygninger og gravmonumenter.

Rønnow Arkitekter har i området bl.a. stået for istandsættelsen af vagtbygningen og genopretningen af St. Gravfelt og KZ Gravfelt. Tegnestuen har desuden været medvirkende ved opførelsen af et nyt monument for krigssejlere af Per Arnoldi og et nyt monument for soldater i allieredes tjeneste af Bjørn Nørgaard. Der er desuden blevet udarbejdet en skiltemanual og projekt til nye skilte med udgangspunkt i Kaj Gottlobs skrift designet til stedet, og tegnestuen har udarbejdet et nyt logo.

NY UNDERVISNINGSBYGNING

Fra 2014-2020 har tegnestuen opført en ny undervisningsbygning, ”Faklen”, i forlængelse af den eksisterende vagtbygning på det fortidsmindefredede område. Faklen skal være med til at sikre en formidling af historien og Mindelunden, ikke mindst for skolebørn. På den måde bliver frihedskæmpernes indsats ikke glemt. Alle opgaver i Mindelunden er udført efter nøje analyse af de eksisterende løsninger og Gottlobs tanker om disse. Den nye undervisningsbygning er projekteret og dimensioneret, så den underordner sig og går i dialog med Kaj Gottlobs meget fine og enkle vagtbygning. Det har været visionen, at den nye bygning skal afspejle samme arkitektoniske og håndværksmæssige kvalitet i helhed og detalje.