Forfatterarkiv: Gustav Bangsbo

Rammeaftale om Det Kongelige Bygningsinspektorat

Staten råder over en række betydningsfulde fredede bygninger. Siden 1700-tallet har der til bygningerne været tilknyttet en ordning med kongelige bygningsinspektører. I dag hjælper de med teknisk og restaureringsfaglig rådgivning i forbindelse med mange typer af byggeopgaver, gennemførelse af vedligeholdssyn og virke som statens konsulent i kirkesager. En historisk gennemgang af bygningerne er oftest også et billede af de skiftende personer og skiftende stilperioder, bygningen har gennemgået i dens levetid. For en stund får man lov til at tale med i en bygnings historie, og ens vigtigste opgave er at overlevere bygningen intakt, uspoleret og med samme arkitektoniske og håndværksmæssige kvalitet til næste generation.

Fra 1. maj siger vi farvel og tak til en række smukke bygninger under inspektorat 3. Vi vil se tilbage på spændende projekter på bl.a. Amalienborg, Fredensborg, Statens Museum for kunst, Det Kongelige Teater m.fl.

Til gengæld ser vi frem til et nyt og spændende samarbejde med styrelser, ministerier og stifter omkring Inspektorat 1, der bl.a. omfatter bygninger som Christiansborg, Rosenborg Slot, Frederiksberg Slot og Kastellet.

Rammeaftalen er vundet i samarbejde med Artelia, Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører, 2talKON og VEGA Landskab.

Erhvervs-ph.d. skal sikre en ny praksis for at bygge langtidsholdbar arkitektur

 

Hvordan kan vi opføre nybyggeri med viden fra langtidsholdbare bygningsværker for at mindske ressourceforbrug og CO2-emission både ved opførelse og fremtidige renoveringer, udskiftninger og transformationer over 200 års brug?

Med støtte fra Innovationsfonden skal Tobias Hentzer Dausgaard i samarbejde med RØNNOW LETH & GORI og Arkitektskolen Aarhus, give et svar på netop dette gennem en ny erhvervs-ph.d.

For hundrede år siden forestillede den futuristiske arkitekturbevægelse sig en moderne byggeskik, hvor ”bygninger vil holde kortere tid end en generation” (Sant’Elia, 1914). I dag ser vi, at nybyggeris bærende konstruktioner gennemsnitligt holder i 200 år, men futuristerne fik ret, når det gælder de øvrige bygningsdele. Især klimaskærmen, energi- og indeklimasystemer og interiørets aptering udskiftes mange gange i en bygnings levetid med en stor, akkumulerende klima- og miljøpåvirkning til følge. Dette ressourcebehov under brugsfasen er ikke tilstrækkeligt højt på dagsordenen i byggeriets grønne omstilling – hverken i lovgivning eller praksis. Vi skal bygge med henblik på en længere brugshorisont af vores bygninger, hvis vi vil honorere de planetære grænser.

”Hvordan balancerer vi, hvad arkitekturen tager af ressourcer med den værdi, der skabes for brugere, vores samfund og de miljøer, byggeriet påvirker over hele kloden på den lange bane? Mange gamle bygninger har en evne til at blive brugt i århundreder til vidt forskellige ting uden store fysiske ændringer. De har særlige langtidsholdbare kvaliteter og et meget lavt ’ressource-stofskifte’ sammenlignet med vores nutidige byggeskik. Hvis vi lytter til deres tavse viden og omformer den, så vi kan bruge den i praksis i byggeriet i dag, og bedre prioritere byggeriets ressourcer over et langt tidsperspektiv. Ultimativt vil vi med denne viden skabe langtidsholdbar arkitektur, der har højere kvalitet, lavere driftsomkostninger og en vis ydmyghed over for klodens voksende, fremtidige ressourceknaphed. Ph.d.-projektet har en hypotese om, at byggeriet vil udlede mindre CO2 og bruge færre ressourcer, hvis vi med viden kan overflødiggøre de bygningsdele, vi udskifter hele tiden. Dette ser vi i flere ældre bygninger, der for eksempel kommer langt med passivløsninger og ved at integrere overflader inde og ude som del af den varige bygningskrop. På den måde søger ph.d.-projektet at udvikle principper, prototyper og processer for at designe langtidsholdbare bygninger med et reduceret behov for CO2-udledning og ressourcer – både ved opførelse og de næste 200 år.” – Tobias Hentzer Dausgaard

For at opnå det bredest mulige perspektiv i omfavnelsen af de store spørgsmål er Troelsgård Rådgivende Ingeniører og Byggeri København tilknyttet som tredjeparter og projektet følges derudover tæt af en følgegruppe bestående af aktører fra forskellige dele af byggebranchen:

Ninette Mahler Alto, bæredygtighedschef for Pihl

Micki Aaen, indehaver af Aaen Engineering

Thomas Waras Brogren, projektchef i Realdania

Rolf Simonsen og Nina Koch-Ørvad, hhv. programdirektør og projektchef for Værdibyg

Søren Meyer, udviklingschef i Grundejernes Investeringsfond

Charlotte Gudum, teknisk sagsansvarlig og ansvarlig for bæredygtighed i Byggeskadefonden.

 

Læse mere her

Pavillonen Tækkede Teglblokke er åben

Pavillonen Tækkede Teglblokke er et projekt udviklet i tegnestuefællesskabet RØNNOW LETH & GORI sammen med CINARK og er nu åben for offentligheden på Søren Kierkegaards Plads i København.

Pavillonen er en del af initiativet 4 til 1 planet, der er igangsat af VILLUM FONDEN og Realdania og undersøger muligheder for at bygge med et langt mindre CO2-aftryk end det gængse byggeri i dag.

Nordre Toldbod modtager Farveprisen 2023

Rønnow Arkitekter modtager sammen med Johanne Bornemann Mogensen fra Nationalmuseet og BY & HAVN Farveprisen 2023 fra Danske Malermestre for arbejdet med BY & HAVNs hovedsæde på Nordre Toldbod i Københavns Havn.
Toldbodsbygningen fra 1868 er oprindeligt udført i to etager og tegnet af Wilhelm Dahlerup & Frederik Bøttger, men blev i 1939 forhøjet med to etager efter tegninger af Einar Madvig. Farvesætningen har i restaureringen været brugt aktivt som værktøj til at fortælle historien om et byggeri, der er blevet til på tværs af tid og som eksisterer i spændingsfeltet mellem flere arkitekturhistoriske perioder. Den er i dag med til at understrege fortællingen om en bygning, der igennem tre forskellige arkitekters aftryk består af forskellige dele, der udgør et samlet hele.
Den tilstødende Visitationsbygning er tegnet af G.F. Hetsch i 1856 og er den ældste tilbageværende del af det oprindelige tolbodsanlæg. Den er med udgangspunkt i den oprindelige planløsning omdannet fra 80’er kontorer til en moderne udstillingsbygning og samtidig bemalet i traditionel kalkmaling, der stemmer overens med bygningens oprindelige karakter og brug.
Læs mere om projektet her.
En stor tak skal lyde til:
Først og fremmest alle de involverede malere og håndværkere for dialog om løsninger og den eminente udførsel.
BY & HAVN for at udvise mod og tillid som bygherre i udviklingen af projektet
Johanne og Nationalmuseet for udførslen af farvearkæologiske undersøgelser og input til de stilhistoriske farvesætninger
Konstruktionsingeniør Eduard Troelsgård og El -og VSS-ingeniør OJ Rådgivende Ingeniører for ingeniørrådgivning.
Og selvfølgelig Danske Malermestre for tildelingen.
Foto: (2&3) Bjørn Bertheussen

Rønnow Arkitekter flytter adresse

 

Vi er glade for at dele at vi flytter vores tegnestuefællesskab RØNNOW LETH & GORI og Værksted for Arkitektur i nye rammer. I løbet af foråret vil vi være at finde på Gl. Dok, Strandgade 27B, Christianshavn, hvor vi indtager et stort lejemål fordelt på to etager i den smukke pakhusbygning fra 1880’erne. Vi ser meget frem til at udfolde vores tegnestuefællesskab samt aktiviteter og udstillinger i Værksted for Arkitektur i nye historiske rammer.

 

gl-_dok__dsc5776_foto_thomas_rahbek_

Foto: Thomas Rahbek

Symposium ‘LANGTIDSHOLDBAR ARKITEKTUR’

 

Fredag den 30. september afholdt RØNNOW LETH & GORI symposiet LANGTIDSHOLDBAR ARKITEKTUR i Christians Kirkens smukke rammer.

Godt 200 gæster deltog i arrangementet, der bød på oplæg fra både nationale og internationale talere, en paneldebat og Q&A.

Se alle symposiets faglige indlæg i de nedenstående videoer.

Du har også mulighed for at se de enkelte oplæg, paneldebat og Q&A ved at klikke dig ind på nedenstående links:

Se oplægget om ‘Bæredygtig Byggeskik’ med Inge-Lise Kragh (Rønnow Arkitekter) her.

Se oplægget ‘Forbedring, fejl og forandring – At bygge videre på det eksisterende’ med Karsten Gori (LETH & GORI) her.

Se oplægget om ‘Sanselighed og natur som fundament for en bæredygtig kultur’ med Janne Axelsen (BaneGaarden) her.

Se oplægget om ‘Reversibel arkitektur, robusthed og bæredygtig tektonik’ med Heidi Merrild (Aarhus Arkitektskole) her.

Se paneldebatten med deltagelse af Inge-Lise Kragh, Karsten Gori, Janne Axelsen og Heidi Merrild her.

Se oplægget ‘Emotional Heritage’ med Eva Prats og Ricardo Flores (Flores & Prats) her.

Se oplægget om ‘Innovative approches to environmentally and socially responsive designs’ med Ian Taylor (Feilden Clegg Bradley Studios) her.

Se Q&A med Ian Taylor, Eva Prats og Ricardo Flores her.

Se billeder fra arrangementet i galleriet her

Vi er enormt taknemmelige for den store opbakning, som symposiet er blevet mødt med på tværs af branchen. Det er blot med til at understrege, hvor relevant og aktuelt emnet er.

Endeligt vil vi gerne sige tak til de mennesker, der har muliggjort symposiet:

– Tak til alle oplægsholdere for at bidrage med interessante indspark, opfordringer og tanker til debatten om langtidsholdbar arkitektur

– Tak til gæsterne for skarpe spørgsmål og et stort engagement eftermiddagen igennem

– Tak til Boligfonden Kuben for at støtte op om projektet og give særligt de internationale stemmer en plads i diskussionen

– Tak til Christians Kirken for at åbne kirkens historiske døre for et arrangement, der ikke kunne være blevet afholdt et smukkere eller mere passende sted.

DEL 1

 

DEL 2