Alle | Sorø Akademi Sorø Akademi

Sorø Akademi omfatter dels Sorø Akademis Skole, dels Sorø Akademis Stiftelse og har rødder helt tilbage til biskop Absalons cistercienserkloster fra 1162. Lauritz de Thurah ombyggede de gamle klosterbygninger omkring 1740. Hovedbygningen nedbrændte i 1813, men to bevarede professorboliger, de såkaldte Molbechs Hus og Ingemanns Hus, giver et indtryk af Lauritz de Thurahs byggestil. Den nuværende hovedbygning, er opført 1822-27 af Peder Malling og indvendig udsmykket af Georg Hilker. Selve akademiområdet, hvortil der er adgang gennem Klosterporten, omfatter bl.a. Peder Mallings bygning med Sorø Akademis Skole, Sorø kirke, Rektorgården, Alumnaterne og Biblioteksbygningen.

Flere af bygningerne er i dag fredet.

Rønnow Arkitekter har for Slots- og Ejendomsstyrelsen udført en større ombygning og modernisering af værelser for Sorø Akademis kostelever og tilhørende lærerboliger. Endvidere har tegnestuen forestået opførelsen af en ny tilbygning med elevværelser/alumnat.

For Undervisningsministeriet har tegnestuen i perioden 1982-2003 desuden gennemført generelt tilsyn med hele bygningsanlægget og der er udarbejdet langtidsplan for bygningsanlæggets modernisering, vedligeholdelse samt gennemførelse af arbejderne.

I forbindelse med det Kongelige Bygningsinspektorat har Rønnow Arkitekter igen fra 2016 for Ministeriet for Børn, Unge & Ligestilling/MBUL fået opgaven at varetage det almindelige vedligehold på akademiets smukke bygninger.