I dag fylder arkitekt MAA og tidl. Kongelig Bygningsinspektør Gunilla M. Rønnow 75 år.
Gunilla var sammen med sin ægtemand Karsten Rønnow med til at lægge grundstenen for Rønnow Arkitekter, tidligere Karsten Rønnows Tegnestue, i 1970 og har præget virksomheden både som leder og ejer i mere end 45 år. Som medlem af bestyrelsen i Rønnow Arkitekter er Gunilla i dag fortsat engageret i virksomhedens udvikling og drift, og virker derudover som arkitekt og konsulent.
Gunillas faglige kerneområde har været arbejdet med den historiske bygningsmasse, med restaureringer, til- og ombygninger. Nævnes kan arbejder på Fredensborg Slot, Sorø Akademis Skole og bispegårdene i Nykøbing-Falster, Roskilde og Odense. Af nybyggerier skal særligt Margrethe Kapellet og Krematoriet i Holbæk fremhæves, der forener en stor interesse for og viden inden for kirkehistorie og bygningsudvikling i et enkelt hovedgreb med fokus på formgivning, materialer, byggeteknik og skabelsen af en særlig stemning af ro.
Kirkeområdet har gennem alle år og til stadighed optaget Gunilla. Aktuelt arbejder Gunilla med Odden Kirke i Holbæk Amt, der er udsmykket med sjældne og værdifulde kalkmalerier fra 1576. Malerierne skal restaureres på grund af smuds og saltskader. Restaureringen udføres af Nationalmuseets konservator og i den forbindelse gennemføres også en del andre arbejder og forandringer i kirkens tårnrum og vestlige hvælvfag af Rønnow Arkitekter.
Rønnow Arkitekter ønsker Gunilla et stort tillykke med de 75 år!
Foto: Rønnow Arkitekter