Den Polytekniske Læreanstalt blev tegnet af arkitekten C.O. Gjerløv-Knudsen og opført i årende 1929-1954. Bebyggelsen er beliggende mellem Øster Voldgade og Rigensgade i det indre København, og huser i dag Københavns Universitet, GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland samt Gefion Gymnasium.
Rønnow Arkitekter har været rådgivere på en større istandsættelse af den gamle læreanstalt og har i den forbindelse udarbejdet en ny belægningsplan for gårdrummet.
Med udgangspunkt i den oprindelige landskabsplan har tegnestuen arbejdet med at forstærke de eksisterende kvaliteter og materialer. Betonbelægningen er blevet repareret og forsynet med nyt slidlag, og de oprindelige dilatationslister i lærketræ er blevet genetableret mellem bygningens store betonfelter, så belægningens mønster igen tegner sig i gårdrummet.
Gennem nogle enkle greb er der blevet skabt rum til ophold omkring den eksisterende udluftningsrotunde og de oprindelige bede er blevet genskabt. Nye bede er ligeledes blevet tilføjet for at indramme og begrønne de nye opholdsområder yderligere. Langs facaden er parkeringspladserne blevet markeret med en belægning af græsarmeringssten, hvilket giver mulighed for at aflede regnvand og øge mængden af grønt, og der er udført nye cykeloverdækninger.
Rønnow Arkitekter har desuden forestået projekterings- og byggeledelse på forskellige arbejder på Geocenter Danmarks bygningsanlæg, herunder istandsættelse af murkroneinddækninger med kobber og udskiftning af vinduesbetonoverligger. Betonfacaden på kantinebygningen er ligeledes blevet renoveret og ført tilbage til sit oprindelige udtryk.