Lokale- og Anlægsfonden har offentliggjort, at de støtter Byens Hus i Vrensted med 2 mio.kr.
Rønnow Arkitekter har i samarbejde med Hjørring Kommune, Rådgivende Ingeniør Ole Møgelmose Aps, Foreningssamvirket i Vrensted og ikke mindst byens ildsjæle været med til at slå stregerne til omdannelsen af den lukkede folkeskole i Vrensted til et aktivitetshus for kultur, idræt og fritid.
Som en lille by i byen trækker Byens Hus landsbyen med indenfor i en bevægelse igennem huset, hvor gaden skaber forbindelse mellem de tre huse; Aktivitetshuset, Børnehuset og Forsamlingshuset. Visionen er at Byens hus skal blive et socialt og levende hus, hvor fællesskabet dyrkes og styrkes gennem funktionsoverlap og transparens, så der dannes rammer om uformelle møder, ophold og aktiviteter for byens og oplandets borgere.