Indretning | ABSALON KALUNDBORG, BIOTEK ABSALON KALUNDBORG, BIOTEK

Professionshøjskolen Absalons nyeste campus ligger i Kalundborg og huser uddannelserne til Bioteknologiingeniør, Maskinteknologiingeniør og Bioanalytiker.

Det bioteknologiske campus består af to bygninger, hvoraf det ene (BIOTEK) rummer alle nødvendige undervisningsfaciliteter som undervisningsrum, laboratorier, studiearealer, grupperum og mødelokaler, samt bibliotek, kantine, underviserforberedelse, administration og div. tekniske anlæg til i alt ca. 250 studerende og ca. 50 ansatte

Hovedfokus i programmeringen af bygningen har været at skabe et professionelt, innovativt og åbent studiemiljø, hvor faglighederne er de bærende identitetsskabende elementer. I den færdige bygning opleves derfor en tæt og direkte kontakt mellem de formelle uddannelsesfaciliteter i undervisningsrum og laboratorier, og de uformelle faciliteter i et stort åbent studieareal med plads til såvel studie- som studiesociale aktiviteter, foruden grupperum, mødelokaler, bibliotek og kantine

I både den indvendige, såvel som i den udvendige, arkitektur er der arbejdet bevidst med et industrielt udtryk, der refererer til meditech-industrien og de industrielle bygningskroppe i det nærtliggende NOVO / NOVOZYMES Campus. Bygningens udtryk lægger sig på den måde op ad en lokal kontekst, men som en friere geometrisk fortolkning af den traditionelle industrihal i stål.

Geometrisk fremstår bygningen som en simpel bygningskrop, hvor facadernes varierende højder afspejler de indre funktioner. Både facader og tag er beklædt i samme aluminium med stående false, så det understøtter det geometriske formsprog og efterlader fornemmelsen af huset som ét volumen svøbt i ét stykke aluminium.

Indvendigt kendetegnes bygningen af en generøs åbenhed med en rå detaljeringsgrad, der forstærker bygningens industrielle identitet. De mange indvendige tårne med grupperum, opdeler studiearealet og skaber nicher og imødekommende kroge, som giver gode muligheder for ophold og samtale. I kontrast til de mere rå og industrielle bygningsdele, er tårnene derfor beklædt med akustikregulerende paneler i tekstil.

Bygningen folder sig omkring et sydvendt gårdrum med udsigt til NOVO / NOVOZYMES. I øvrigt indskriver bygningen sig i et vildt anlagt og bevokset landskab med søer, enge og stisystemer.

Rønnow Arkitekter har tegnet og indrettet bygningen, der blev indviet i 2021.

Foto: Bjørn Bertheussen