Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv blev opført i 1872-74 af arkitekterne Ove Petersen og Vilhelm Dahlerup. Teatret blev opført med 1800-tallets store europæiske teaterbyggerier i historicistisk stil som forbillede. Vilhelm Dahlerup, der havde ansvaret for den kunstneriske udsmykning, havde store ambitioner for interiørernes dekorative udformning og mange rum står således med bemalede flader, marmoreringer og udsmykninger og er indrettet med buster, statuer og oliemalerier.
Rønnow Arkitekter har siden 2012 forestået en lang række ind- og udvendige restaureringsarbejder samt ombygninger på bygningerne ved Kongens Nytorv. Teateret har alle dage været et livligt hus med et aktivt brug af alle rum. Da projekterne startede op i 2012 var mange rum således slidte efter 140 års flittig anvendelse, hvor festlige arrangementer med høj hat, cigar og stearinlys havde været på programmet. De mange projekter gik overordnet ud på at opgradere de repræsentative rum til den pomp og pragt som huset var tiltænkt, og på at tilføre bygningen nye udadvendte funktioner som café, udskænkning og billetsalg. Arbejderne indebar blandt andet restaurering af flere af teaterets fint dekorerede rum, herunder teatersalen, vindfanget og forsalen i stueetagen, barlokalerne på balkonetagen, Holbergsalen, loggiaen, der vender ud mod Kongens Nytorv. S, og senest Balkonfoyeren, Dronningens gemakker, Kongetrappen og Balkonrundgangen. Rummenes bemalede overflader er restaureret i samarbejde med konservatorer og stukkatører.
Endvidere har Rønnow Arkitekter forestået en række større ombygningssager, herunder brandsikring af teatersalen og loftet over salen, automatisering af salens lysekrone, omlægning af mønsterudformede parketgulve i gangarealer og balkonfoyer, udskiftning af taget over administrations- og produktionsbygningerne bag Gamle Scene samt indretning af undervisningslokaler i ny lokation til Balletbørnene.
Ombygningssagerne er blevet gennemført under nøje logistisk planlægning, hvor hensynstagen til husets aktiviteter og produktion har været essentiel. Teateret holder lukket for forestillinger blot to måneder om året, hvorfor størstedelen af arbejderne har skullet gennemføres i denne periode, hvilket har krævet nøje og grundig planlægning, stram tidsstyring og optimale sikkerhedsforanstaltninger for de involverede håndværkere.