Tirsdag den 27. september blev restaureringen og omdannelsen af Erhvervsarkivet til Retten i Aarhus afsløret som én af tre modtagere af Aarhus Kommunes Arkitekturpris 2022 ved en ceremoni på Aarhus Rådhus.
Prisen blev overrakt til bygningens ejer, Bygningsstyrelsen, samt arkitektteamet H+ og Rønnow Arkitekter, der har arbejdet på projektet i fællesskab.
En dommerkomité bestående af rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang, stadsarkitekt Anne Mette Boye, områdechef Byggeri Ann Hamborg, afdelingsleder Lokalplanlægning og Miljø Lisbeth Roi, billedkunstner Signe Klejs og rektor Torben Nielsen, Arkitektskolen Aarhus, har udvalgt de tre prismodtagere.
Dommerkomitéen udtaler følgende om Erhvervsarkivet: ”Bygningen præmieres for en omdannelse, der udmærker sig væsentligt og langt ud over det sædvanlige. Arbejdet med både klassisk restaurering af bygningsdele og transformation af rum til mødelokaler, kontorer og opholdsrum er gennemført med høj integritet og en faglig dygtighed, der kombinerer behovet for tekniske løsninger og nye behov med bygningens oprindelige rumlige kvaliteter og atmosfære. Desuden fremhæves den overbevisende integration af kunst, der gennem fine og konsistente greb formår at binde fortællinger om fortid og nutid sammen.”
Læs mere om præmieringen og de øvrige, smukke projekter i Aarhus Stiftstidende her.