Nyheder | FLERE ÅRS OMBYGNING AF SMYKKESKRINET ER AFSLUTTET FLERE ÅRS OMBYGNING AF SMYKKESKRINET ER AFSLUTTET

Flere års ombygning og restaurering af ’Smykkeskrinet’ er afsluttet

Den enestående, historiske bygning på Vester Allé i Aarhus, er efter en gennemgribende restaurering og ombygning nu klar til at åbne dørene igen. Sammen med nabobygningen, Tinghuset, vil det tidligere Erhvervsarkiv fra nu af danne rammer om Retten i Aarhus.

Det velbevarede arkitektoniske mesterværk er på flere måder helt unik og fredningsværdierne er mange. Med faglig viden, nærvær og passion er bygningen gennem de seneste år nænsomt tilpasset den nye funktion og de krav, der stilles til en moderne retsbygning – fra den overordnede plandisponering og ned til de mindste detaljer.

Blandt nogle af projektets særlige udfordringer og vellykkede løsninger kan nævnes integreringen af to nye hovedtrapper, der underordner sig husets oprindelige struktur; bevaringen af de karakteristiske, originale støbejernsriste i gulvet, der i projektet er blevet udstøbt efter en speciel metode; den ’usynlige’ føring af tekniske installationer og opfyldelsen af særlige krav til retsbygninger, bl.a. ved forstærkning af de fine, oprindelige døre.

Det har været en yderst spændende, lærerig og ikke mindst ærefuld opgave og vi er som arkitektrådgiver med hovedansvar for den fredede bygning stolte af det flotte resultat, der er skabt i et stærkt og tæt samarbejde med Bygningsstyrelsen, Retten i Aarhus, Domhusstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen, H+ Arkitekter, Tækker og Enemærke & Petersen A/S. Vi takker alle for det gode samarbejde.