Når Team Rynkeby cykler til Paris til sommer for at støtte kampen mod børnekræft, bliver det med et sponsorat fra Rønnow Arkitekter
Verdens største velgørenhedscykelhold, Team Rynkeby, består i år af 1.466 ryttere og 350 hjælpere fordelt på 32 lokale hold i fem lande. Deltagerne betaler selv for egen deltagelse, og samtidig dækker juicevirksomheden Rynkeby Foods A/S projektets centrale omkostninger.
Dermed kan Team Rynkeby sende alle indsamlede midler ubeskåret videre til de fem børnekræftorganisationer, som Team Rynkeby samarbejder med i Danmark, Sverige, Finland, Norge og Færøerne.
I Danmark går de indsamlede midler til Børnecancerfonden, som bruger størstedelen af pengene på at finansiere forskning.
Vi ser frem til at følge bedriften frem mod ankomsten til Paris.

