Der bliver lukket folkeskolebygninger over hele landet. Det betyder, at mange mindre byer mister et centralt omdrejningspunkt, og i værste fald oplever gradvis nedlukning af fritidslivet og reel fraflytning.
Lokale og Anlægsfonden har derfor inviteret interesserede arkitekter til at deltage i et udviklingsforløb, der skal resultere i, at op til tre lukkede folkeskoler forandres til levende aktivitetshuse fyldt med idræts-, kultur- og fritidsaktiviteter.
Ud af otte arkitektteams er Rønnow Arkitekter sammen med Active City Transformation og EKJ udvalgt som én af de fem teams, der skal deltage i det videre udviklingsforløb, hvor idékonceptet til et nyt aktivitetshus skal udvikles. Teamet er blevet udvalgt af Vrensted Skole i Hjørring Kommune.
I november offentliggøres det hvilke tre projekter, der bliver udvalgt til det videre projektarbejde med mulighed for realisering med støtte fra Lokale og Anlægsfonden.
