Rønnow Arkitekter er blevet involveret i et spændende projekt om transformering af Holmegaard Glasværk.
I løbet af de seneste år, har Museum Sydøstdanmark og Næstved Kommune samarbejdet om at realisere projektet: Det ny Holmegaard. Med bevillinger fra Næstved Kommune, Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Knud Højgaards Fond, Brand af 1848 Fond og 15. Juni Fonden, er finansieringen nu faldet på plads.
Holmegaard Glasværk er et enestående, sammensat kulturmiljø, der gennem sin snart 200-årige industrihistorie, er vokset til et lille samfund i samfundet. Glasværket omfatter bl.a. den gamle fabrik, den nyopførte hovedbygning, Tørvehallerne, den gamle glasbys skole, de bevaringsværdige arbejderboliger fra 1820’erne, kontorbygningerne fra 1890’erne, kunsthåndværkernes atelier og store udendørsarealer mod mosen.
Efter dele af området i en årrække har ligget stille hen, med mange funktionstømte bygninger, skal hele området vækkes til live igen. De historiske og bevaringsværdige bygninger skal nyindrettes, så de blandt andet kan huse udstillingsområder, professionelle værksteder, spisesteder, butik, glassamlinger, et eksperimentarium med tekniske, interaktive installationer, undervisning og lokaler til afholdelse af events, koncerter og udadrettede aktiviteter.
I programmeringsfasen skal Rønnow Arkitekter indledningsvis registrere og kortlægge eksisterende forhold, udarbejde en arkitektonisk og brugsmæssig værdisætning, arealprogram samt disponering af funktioner.
TV ØST besøgte for nyligt området, som havde åbnet fabrikken for besøgende i forbindelse med et designermarked. Få et smugkig ind i den gamle fabrik her.
Foto: Det Kgl. Bibliotek/Sylvest Jensen Luftfoto