Den 8. juni 2013 blev Tadre Mølles nye udstilling indviet. Blandt talerne var fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr, statsskovrider Jens Peter Simonsen, borgmester Mette Touborg og fra Rønnow Arkitekter Camilla L. Nybye.
Lade- og Møllebygning var inden sagen gik i gang i yderst dårlig stand. Ladebygningens tagkonstruktion tiltede kraftigt imod møllebygningen som var synligt påvirket af trykket. Det aktive skred i bindingsværkskonstruktionen betød, at mølleaksen forskød sig. Endvidere var fodremmen angrebet af gul tømmersvamp og gavlkonstruktionen var svækket pga. manglende vederlag. Hvad der ikke gjorde situationen bedre var, at der ved siden af møllebygningen voksede et stort smukt fredet kastanjetræ, hvis rødder bidrog til at underminere møllens fundering.
Ladebygningen er hovedistandsæt med en ny tagkonstruktion, råd- og svampeangrebne fodremme og bindingsværkstømmer er udskiftet, der er lagt nyt stråtag og alle facader er kalket og vinduer, døre og træværk malet. Møllen er funderet med en særlig metode, der betød at kastanjetræet kunne bevares. Der er generelt anvendt materialer, der er i respekt for stedet og bygningerne. Således er alt tømmer håndhugget, der anvendes kun rene kalkprodukter, og malingen er trætjære og linolieprodukter. Stråtaget er dansk og er bundet med hamptråd.