D. 26. maj 2013 blev det nye orgel i Odden Kirke indviet.
Rønnow Arkitekter har stået for fondsansøgningen til projektet, der støttes af A. P. Møller og hustru Chastine Mc Kinney Møllers fond for almene formaal samt Augustinus Fonden.
Efter et mangeårigt ønske om et nyt orgel med flere stemmer udskrev kirken i januar 2011 en idékonkurrence med to af landets førende orgelbyggere som deltagere. Ud over prisen blev der i udbudsbetingelserne lagt vægt på æstetik og musikalitet, og at orgelet udover musikledelse ved kirkelige handlinger skulle kunne benyttes til gennemførelse af koncerter. En ekstern orgelkonsulent blev tilknyttet projektet.
Efter de fastlagte udbudsbetingelser valgtes Th. Frobenius & Sønner som leverandør. Orgelet er placeret i samme hjørne som det eksisterende orgel. I volumen er det nye orgel større, så stolestader er flyttet rundt for at skabe plads.
Det nye orgel højner niveauet for de eksisterende aktiviteter i rummet og åbner muligheden for afholdelse af flere typer arrangementer, herunder koncerter, også med indbudte organinster.