Den nye tilbygning er opført i forlængelse af det eksisterende lærerværelse og fungerer som nye arbejdspladser og møderum for lærerne.Tilbygningen markerer sig straks ved ankomsten til AG, hvor den rejser sig ud mod den omgivende park.
Udvendigt er bygningen beklædt med perforerede eloxerede aluminiumsplader, hvis mørke farvetoner og mønster er afstemt efter de eksisterende bygningers flammerede rødbrune teglstensmure. Sammen med den nye, mere ekspressive form og den markante taghældning er den nye bygning derfor på samme tid en ny iøjnefaldende tilføjelse til det eksisterende byggeri, ligesom den på fineste vis respekterer og spiller sammen med det eksisterende.
Indvendigt er en gennemgående lysakse med LED belysning med til at markere forbindelsen til det eksisterende lærerværelse og til de smukke udvendige parkarealer. Nye glasmødebokse forskyder sig i forskellige størrelser og giver varierede og fleksible rumligheder og opholdsmuligheder. Gedigne materialer som eg på gulve, døre og facadepartier giver med det nye, farverige interiør og belysning nogle smukke rammer for lærerens fremtidige arbejdsplads på Allerød Gymnasium.
Læs mere om indvielsen i Lokalavisen og Frederiksborg Amtsavis.