I morgen den 28. juni 2022 fylder arkitekt og tidl. Kongelig Bygningsinspektør Karsten Rønnow, Rønnow Arkitekters nestor og grundlægger, 90 år. Karsten Rønnows 90-års fødselsdag vil blive markeret med en reception for kollegaer, samarbejdspartnere og venner af huset i dag mandag den 27. juni 2022 kl. 14 på Rønnow Arkitekters adresse i indre København.
Når Karsten Rønnows runde fødselsdag vil blive markeret sammen med fagfæller og nære vil samtalen uden tvivl indeholde en række anekdoter og fortællinger fra Karstens virke. Kendetegnende for Karstens store arkitektfaglige indsats er respekten for bygninger og omgivelser samt kvalitet og ærlighed i materialer, udførelse og udtryk.
Karsten Rønnow har med omhu og kyndighed forestået en lang række restaureringer, nybygninger og ombygninger i ind- og udland. Han har udført restaureringer på en række borgerhuse i og uden for Hovedstaden, restaureringer af herre- og præstegårde, kirker og slotte. Desuden har Karsten Rønnow gennemført restaureringsfagligt arbejde på historiske bygninger i Nordtyskland, bl.a. for det danske mindretal i Sydslesvig, og har gennemført ombygninger og nyindretning af Danmarks repræsentationer i udlandet, herunder den danske ambassade i Stockholm og i Bonn. Af nybyggeri har Karsten tegnet Kollund Kirke og Margrethe Kapellet i Holbæk blandt en række kirkelige bygninger og anlæg.
Udover sit virke som udførende arkitekt i og uden for Danmarks grænser har Karsten Rønnow bestridt flere tillidshverv qua sin erfaring og viden. Fra 1960 fungerede han som konsulent for Det Særlige Bygningssyn, fra 1982-2004 varetog han posten som Kongelig Bygningsinspektør i Vestsjællands, Storstrøms, Roskilde og Fyns amter og har herunder fungeret som Kirkeministeriets konsulent for omkring 750 kirker.
Karsten Rønnow er endvidere særlig kendt for sin rolle som formidler og underviser, der tager udgangspunkt i Karstens store engagement for bevarelsen af kulturarven, historiske bygninger og kulturmiljøerne i de gamle bykerner.
Vi ser frem til at fejre Karsten og ønsker ham et stort tillykke med de 90 år.
Foto: Rønnow Arkitekter