Nyheder | Rønnow Arkitekter modtager Snedkerprisen 2021 Rønnow Arkitekter modtager Snedkerprisen 2021

Rønnow Arkitekter modtager Snedkerprisen 2021 på vegne af det store hold, der står bag den smukke og nænsomme restaurering og ombygning af Hack Kampmanns ‘Smykkeskrin’, der i dag huser Retten i Aarhus.

Snedkermester Mads Raaschou, oldermand i Københavns Snedkerlaug og medlem af priskomitéen fortæller: ”Værdsættelsen af træet og det gode snedkerhåndværk kan foregå på mange niveauer, og når alle niveauer vil det samme, kan ren træmagi opstå. Det er restaureringen og ombygningen af Retten i Aarhus et forbilledligt eksempel på.”

Inge-Lise Kragh, arkitekt og partner i Rønnow Arkitekter, fortæller om pristildelingen: “Det er en stor glæde for Rønnow Arkitekter og hele teamet bag projektet, at restaureringen og ombygningen af Retten i Århus i år får tildelt den ærefulde Snedkerpris. Det er et fantastisk projekt, som alle involverede er gået til med største omhu, passion og faglige stolthed. Bygningen er født som et arkitektonisk og håndværksmæssigt mesterværk og det har alle involverede gennem hele projektet haft som målestok. Tilgangen har været at tage udgangspunkt i det eksisterende og balancere opfyldelsen af de behov, der ligger i den nye funktion, med hensynet til bygningens fredningsværdier. Der har været et tæt og velfungerende samarbejde hele vejen igennem med både bygherre, brugere, fredningsstyrelse, kommunale myndigheder, kunstnere, rådgivere og entreprenører.” 

Snedkerprisen uddeles årligt af Københavns Snedkerlaug med midler fra Kirsten og Freddy Johansens Fond, første gang i 2018, og blandt tidligere modtagere hører restauranten Noma, Egeværk og Kongehallen i Sagnlandet Lejre.

Læs mere om Rønnow Arkitekters arbejde med Retten i Aarhus her.