Tag-arkiv: passion-nærvær-viden

RIGTIG GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Vi kan i Rønnow Arkitekter se tilbage på endnu et begivenhedsrigt år, som i særlig grad har stået i bæredygtighedens tegn.

Fra årets begyndelse tog vi hul på udfoldelsen af vores nye strategi ”Bæredygtig Byggeskik 2019-2023”, som blandt andet sætter fokus på, hvordan Rønnow Arkitekter, med vores viden om holdbarhedsaspekterne i den historiske bygningsmasse, vil bidrage til en mere bæredygtig udvikling af fremtidens byggeri.

Dette blev fulgt op af lanceringen af vores publikation ”Bæredygtig Byggeskik”, som rummer en analyse og en række eksempler på langtidsholdbare aspekter i den historiske bygningsmasse. Bogen har nydt stor efterspørgsel og 2. oplag sendes snart i trykken.

I 2019 har vi som Kgl. Bygningsinspektør igen haft den store glæde at løse en lang række opgaver for ministerier, styrelser og statslige institutioner, ligesom vi også har løst opgaver for en lang række andre velkendte og nye samarbejdspartnere.

Flere af disse opgaver rækker ind i 2020, hvor vi fortsat vil være beskæftiget med blandt andet ombygningen af den tidligere Vestre Landsret i Viborg til nyt bymuseum, ombygning af det tidligere Erhvervsarkiv i Aarhus til fremover at huse Retten i Aarhus, restaurering og ombygning af Nørrebro Station i København, ombygning af By og Havns administrationsbygning på Nordre Tolbod samt opgaver på Marienborg, Københavns Politigård, en lang række kirker og i Mindelunden.

Derudover glæder vi os til fortsat at løse opgaver på en række gymnasier, på Campus Holmen samt for Professionshøjskolen Absalon, hvor vi også er involveret i flere nybyggerier.

Særligt stor er glæden over, at vi i sensommeren, sammen med gode samarbejdspartnere i et stærkt rådgiverteam, blev tildelt en stor og flerårig rammeaftale med Bygningsstyrelsen om totalrådgivning vedrørende de statslige ejendomme (kontor, undervisning og laboratorier) i Hovedstadsområdet. Vi får dermed mulighed for at arbejde videre med en lang række af de ejendomme, som vi allerede kender så godt, ligesom endnu flere ejendomme nu er tilføjet porteføljen.

Når klokken slår tolv den 31. december, og 2019 bliver til 2020, træder vi ind i Rønnow Arkitekters 50-års jubilæumsår. Virksomheden blev grundlagt af Karsten Rønnow den 1. januar 1970, og vi vil i 2020 løbende markere, at de første 50 år nu er gået.

Med ønsket om en glædelig jul, og et godt og lykkebringende nytår, ser vi frem til gode og spændende samarbejder i 2020 om opgaver med bæredygtig byggeskik og langtidsholdbar arkitektur i fokus.

julekort-2019-1mb

RØNNOW ARKITEKTER SØGER AKKVISITIONSANSVARLIG MEDARBEJDER

Brænder du for arkitektur og har du stærke kompetencer inden for skriftlig formidling samt et veludviklet grafisk blik? Kan du holde mange bolde i luften samtidigt og bevare hovedet koldt i pressede situationer? Og vil du stå i spidsen for akkvisitionsopgaverne i en markant  arkitektvirksomhed med en stærk faglig profil og høje ambitioner for fremtiden?

Så er det dig, vi søger til en spændende, udfordrende og alsidig stilling til vores tegnestue i hjertet af København. Læs stillingsopslaget her.

Udenrigsministeriets kantine

Udenrigsministeriets kantine

RØNNOW ARKITEKTER TILTRÆDER BÆREDYGTIGHEDSERKLÆRING

I forlængelse af Rønnow Arkitekters arbejde med at udvikle vores egen og vores fags arbejde med bæredygtighed, blandt andet som dokumenteret i vores udgivelse af bogen ’Bæredygtig Byggeskik’, har vi i lighed med andre danske arkitektvirksomheder tiltrådt bæredygtighedserklæringen ”Danish Architects Declare Climate & Biodiversity Emergency”

De seneste år har vi hos Rønnow Arkitekter arbejdet målrettet med bæredygtighed, ved bl.a. at undersøge hvad vi kan lære af vores bygningshistorie og hvordan vi kan bruge den viden om byggeskik og materialer i vores nybyggeri. Det har manifesteret sig i vores udgivelse af bogen ’Bæredygtig Byggeskik’ og fortsætter i vores arbejde med at oversætte denne viden i det byggeri vi præger – nyt som eksisterende.

Derfor er det et naturligt skridt for Rønnow Arkitekter at underskrive erklæringen og blive en del af den danske bevægelse af ”Architects Declare” – nemlig ”Danish Architects Declare Climate & Biodiversity Emergency”, hvorved vi tilkendegiver at ville arbejde mod en mere bæredygtig udvikling i byggeriet.

Architects Declare er en bevægelse blandt internationale arkitektvirksomheder der sætter fokus på byggeriet betydning for klimaet, og opstiller et sæt dogmeregler for hvad vi som arkitekter vil fokusere på og bidrage med for at skabe en mere bæredygtig udvikling. Flere af dogmereglerne vinder genklang i det arbejde vi allerede er i gang med, blandt andet følgende dogmer:

”We will seek to: Share knowledge and research to that end on an open source basis” og “We will seek to: Upgrade existing buildings for extended use as a more carbon efficient alternative to demolition and new build whenever there is a viable choice.”

Ved at underskrive bæredygtighedserklæringen fortsætter vi dermed vores fokus på og ansvar for godt, bæredygtigt byggeri i fremtiden og brug af eksisterende byggeri på den bedst mulige måde.

Læs mere her om erklæringen og alle dogmereglerne: https://dk.architectsdeclare.com/

danish-architects-declare-dpu