Tag-arkiv: Mindelunden

INDVIELSE – MINDELUNDEN, STORE GRAVFELT OG FAKLEN

Som en grøn oase nord for København ligger  Mindelunden, med en stilhed og ro der ellers ikke er til at finde. Mindeparken Mindelunden rummer mindesteder og gravpladser for alle danske faldne under 2. verdenskrig.  Lørdag d. 29. august 2020 blev 75-året for genbegravelsen af de faldne frihedskæmpere d. 20. august 1945, markeret med en mindehøjtidelighed ved Mindelundens Store Gravfelt.

Mindelunden blev tegnet og planlagt af arkitekt Kaj Gottlob i samarbejde med stadsgartner Axel Andersen, og blev officielt indviet i 1950. Under besættelsen blev området benyttet som henrettelsesplads af tyskerne, og efter befrielsen blev området taget i brug som mindested og gravplads for de faldne..

Ved begivenheden blev også den nye formidlingsbygning ”Faklen” indviet. Faklen  som er opført af Rønnow Arkitekter i samarbejde med Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører.  Formidlingsbygningen skal åbne en mulighed for undervisning på stedet, hvor frihedskampen skal formidles primært til den ungen generation. Faklen er opført i forlængelse  af vagtbygningen, og inspireret heraf i sit formsprog. Bygningen er opført i samarbejde med Frihedskampes Mindefond og Kirkeministeriet.

Rønnow Arkitekter har desuden for kirkeministeriet, forestået den store og gennemgribende restaurering af Mindelundens gravfelter, herunder Det Store Gravfelt, som gennem længere tid  har forfaldet, og som derfor i anledning af 75-året for genbegravelsen og befrielsen er blevet istandsat.

Læs mere om vores andre arbejder, og hvordan 75-året for befrielsen blev markeret her.

Foto: Frihedskampens Mindefond, Leila Leth og Martin Frøland

Foto: Frihedskampens Mindefond, Leila Leth og Martin Frøland

MINDELUNDEN / 75-ÅRET FOR BEFRIELSEN BLIVER FEJRET PÅ SÆRLIG MANÉR

I dag, den 4. maj 2020, er det 75 år siden Danmark blev befriet. Det var planen, at det skulle markeres med et stort arrangement i mindeparken Mindelunden, nord for København. Grundet den aktuelle situation i Danmark, er det desværre aflyst. I stedet deler vi denne historie om Mindelunden og Rønnow Arkitekters mangeårige arbejder på stedet.
Mindelunden er mindekirkegård for frihedskampen i 1940-1945. Den er tegnet og planlagt af arkitekt Kaj Gottlob i samarbejde med stadsgartner Axel Andersen. Den blev indviet i 1950.


Rønnow Arkitekter har for Kirkeministeriet forestået en større restaurering af Mindelundens bygninger og monumenter. Arbejderne har, ved siden af et nyt logo og ny skiltning i området, bl.a. omfattet en istandsættelse af Gottlobs vagtbygning med indretning af handicaptoilet samt omfattende opretning af gravsten og mindeplader i både KZ-gravfeltet og i det Store Gravfelt. KZ-gravfeltet har grave for 31 frihedskæmpere, der døde i tyske koncentrationslejre. Store Gravfelt har grave for 106 og ni store mindeplader for 91 frihedskæmpere, der alle blev henrettet af besættelsesmagten.


I disse dage forestår vi opførelsen af en ny formidlingsbygning, ”Faklen”, i forlængelse af den eksisterende vagtbygning. Faklen skal være med til at sikre en formidling af historien og Mindelunden, ikke mindst for skolebørn. På den måde bliver frihedskæmpernes indsats ikke glemt. Bygningen forventes færdig i juni 2020.


Læs mere om historien og Mindelunden her.