Det er med stor glæde, at vi nu er klar til at lancere vores nyeste publikation: ’Bæredygtig Byggeskik. En analyse af de langtidsholdbare aspekter i den historiske bygningsmasse’. Den handler om vores tilgang til arkitektur, der kobler den nyeste brancheviden om bæredygtighed med vores viden om holdbarhedsaspekterne i bygningskulturarven.
Når det handler om at definere kernen i bæredygtigt byggeri, kan cirkulær økonomi ikke stå alene. En stor del af vores arbejde hos Rønnow Arkitekter består i levetidsforlængende indsatser på eksisterende bygninger. Der er ingen tvivl om, at de enkelte bygningsdeles holdbarhed har stor betydning for bygningens samlede ressourceforbrug i det lange løb. Men holdbarhed handler også om skønhed, åndbare og naturlige materialer, håndværksmæssig kvalitet, detaljering, fleksibilitet og tilpasningsdygtighed. Hvis en bygning har værdi for brugerne og lokalsamfundet, så passer de også godt på den.
For godt 100 år siden opstod Bedre Byggeskik-bevægelsen som svar på en frustration over mangel på arkitektonisk kvalitet og holdbarhed – en kritik som i høj grad også gør sig gældende i relation til nutidens byggeri. De huse, der blev opført under indflydelse af Bedre Byggeskik, er langtidsholdbare ikke bare byggeteknisk, men også æstetisk og funktionelt, og de er stadig meget populære i dag.
Den tradition vil vi gerne bygge videre på og udvikle. Derfor kalder vi vores tilgang for Bæredygtig Byggeskik, og henover året kommer vi til at arbejde intenst med, hvordan vi bliver endnu bedre til at rådgive vores kunder og samarbejdspartnere ift. langtidsholdbare løsninger, hvordan vi i endnu højere grad kan integrere vores viden om langtidsholdbare løsninger i både nybyg- og restaureringsprojekter, og hvordan vi kan udbrede vores viden om langtidsholdbare løsninger til branchen i øvrigt.
Sammenlagt danner en bæredygtig byggeskik grundlaget for en værdiskabende tilgang til bæredygtig arkitektur – socialt, miljømæssigt, økonomisk og æstetisk.
Hvis du vil vide mere, kan du bladre igennem publikationen her eller komme forbi tegnestuen og hente et trykt eksemplar.