Forfatterarkiv: Liv Elbirk

Første spadestik – Campus Slagelse

Den 7. marts var vi til første spadestik på Professionshøjskolen Absalons nye Campus Slagelse. 2000 studerende og 250 medarbejdere kan se frem til moderne og åbne faciliteter, der kommer til at ligge lige ved banegården i Slagelse.

Det nye campus-byggeri er med til at markere Slagelse som en uddannelsesby, og med den transparente arkitektur og de nye grønne byrum inviteres byens borgerne naturligt ind i det levende hus.

Det nye Campus Slagelse kommer til at rumme i alt fire af Absalons uddannelser (pædagog-, sygeplejerske-, socialrådgiver- og ernærings- og sundhedsuddannelserne), ligesom direktionen og administrationen også flytter ind i de nye bygninger, der forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2020.

Rønnow Arkitekter er arkitektrådgiver på opgaven, der løses i samarbejde med CC Contractor, Cubo Arkitekter, Marianne Levinsen Landskab og ÅF. Endvidere varetager Rønnow indretningsprojektet på det i alt 13.000 m² nye campus.

absalon_campus-slagelse_billede

Nyistandsat facade på Sankt Annæ Plads 5

Imens vi istandsatte den slidte facade på Sankt Annæ Plads 5, opdagede vi både råd i bjælkeender og gennemrustne murankre i bjælkelaget. De er nu blevet udskiftet og istandsat. Herefter har facaden først fået et fint lag sandkalk, så man fortsat kan se bygningens flotte detaljer, og så er den kalket hvid igen. På baggrund af en farvearkæologisk undersøgelse af vinduerne har de fået et nyt lag maling i en kølig, grå nuance, som de med en vis sandsynlighed har haft oprindeligt. På et tidspunkt har man brugt røde teglsten til at udbedre skader på grater og tag, der ellers er belagt med karakteristiske blådæmpede teglsten. De er nu blevet erstattet med nye blådæmpede tag- og rygningssten, og så er der kommet nye messingskilte op, så det igen er tydeligt, at det er Arbejdsretten og Forligsinstitutionen, der ligger på adressen.

Brorfelde Observatoriums Discovery Dome åbner for offentligheden

Der var stjerner, planeter og måner på programmet, da Brorfelde Obeservatoriums Discovery Dome blev indviet for nylig. Rønnow Arkitekter, der har forestået restaureringen af teleskopbygningen, deltog i fejringen af, at den nu kan åbnes for offentligheden, så Danmarks største teleskop igen kan tages i brug til glæde for gæster og skoleelever med blikket vendt mod himmelhvælvingen. Kuplen huser også den nye udstilling ”Jagten på Asteroiderne”, der er designet af Yoke.

Fotos: Brorfelde Observatorium og Rønnow Arkitekter

Praktikforløb med restaurering af ikoniske københavnerbygninger

Indsigt i brugernes drømme, sikkerhedsgodkendelse hos Politiet og berøring med nogle af Københavns mest markante bygninger – det er nogle af de erfaringer, der har gjort 25-årige Emma Ibsen-Bjergets praktikforløb hos Rønnow Arkitekter til en mindeværdig oplevelse.

Emma, der er bachelor i arkitektur fra Institut for Bygningskunst og Design på KADK, har tidligere arbejdet med analyser og strategier hos BARK Rådgivning og med kommunikation hos COBE. For et års tid siden fik hun den tanke, at kandidaten i Kulturarv, Transformation og Restaurering på KADK kunne være næste skridt i hendes uddannelsesforløb, men hun ville gerne have fingrene ned i materien for at sikre sig, at det var det rigtige valg. Derfor søgte hun en praktikplads hos Rønnow Arkitekter, hvor hun har været ansat siden oktober 2018 og langsomt er blevet bekræftet i, at det er det, hun gerne vil beskæftige mig med fremadrettet. Her fortæller hun hvorfor.

Der bliver vist tillid, og man får meget ansvar
”Som en af mine første opgaver blev jeg koblet på brugerinddragelsesprocessen i forbindelse med vores nye byggeri til Professionshøjskolen Absalon i Slagelse. Det involverede bl.a. at tage derover og tale med sygeplejersker, lærere og andre brugere, der fortalte om deres drømme for det nye sted. Det var spændende at komme ud og få berøring med de indledende processer, der gennemføres, før der tegnes på projektet”, fortæller Emma. Hun har arbejdet med brugerprocesser før, men tidligere er det analytiske forarbejde blevet sendt ud af huset til andre, der skulle tegne selve projektet. Hos Rønnow blev hun hurtigt inddraget i arbejdet med at skitsere også:

”Der er gået noget tid siden, jeg har tegnet, så jeg var lidt nervøs for, om jeg stadig kunne huske tegneprogrammerne, men det kom heldigvis meget hurtigt tilbage. Jeg fik bl.a. lov til at tegne nogle skitser til Københavns Politigård og oplevede hurtigt at få meget ansvar. For eksempel blev jeg sikkerhedsgodkendt og skulle selv præsentere tegningerne for kunden. Det er rart at mærke, at der bliver vist tillid, og at man kan få meget ansvar, hvis man er klar til at tage det på sig. Samtidig er mine kolleger rigtig gode til at komme forbi og høre, hvordan det går og til at minde mig om, at jeg altid kan bede om hjælp.”

Med i hele processen – fra de første tegninger til det færdige byggeri
Ifølge Emma har det også været med til at gøre praktikopholdet givende, at hun er blevet inddraget i, hvilke opgaver hun gerne ville tilknyttes, og at forløbet samtidig er blevet tilrettelagt sådan, at hun kommer hele vejen rundt om byggeprocessen: ”Jeg har været involveret i alt fra detalje- og udførelsestegninger til større helhedsplaner, med alt hvad det indebærer af registrering, brugerprocesser, skitsering og byggemøder, hvor man ser, hvordan tingene bliver udført og møder samarbejdspartnere med andre fagligheder. På den måde er de gode herinde til at gøre det til en oplevelse for en. Som praktikant er det vigtigt, at man ikke føler, at man bare er ekstra arbejdskraft, men at arbejdspladsen også giver noget igen.”

Når Emma søgte om at komme i praktik hos Rønnow, var det bl.a. for at få muligheden for at arbejde med nogle af Københavns mest markante bygninger, og fordi tegnestuen har en god størrelse (ca. 30 ansatte red.), som er med til at skabe en god dynamik: ”Folk er vildt dygtige herinde! Det er bare at suge til sig, når man er på projekter sammen. Det er jo noget andet end at have en vejleder et par gange om ugen, som jeg er vant til fra studiet. Man kan godt mærke, at de har været i gamet i mange år. Hvis der opstår et eller andet problematisk, har de en kæmpe erfaringsbank at trække på af løsninger, de har udført før. Den største forskel mellem studie- og arbejdsliv er uden tvivl at få erfaring med hele processen fra tegning til det byggede og at få indsigt i, hvad der fungerer. For det er jo det, man ikke ved, når man sidder på skolen og tegner projekter. Man kan forestille sig en masse ting, men man finder aldrig ud af, om det bliver alt det, man håber, det kan blive.”

Forståelsen for stedets kvaliteter, historien og ånden
”Praktikforløbet har kun bekræftet mig i, at det er det, jeg gerne vil beskæftige mig med fremadrettet, fortæller Emma, der er interesseret i sammenhængen mellem restaurering, transformation og nybyggeri, som der arbejdes med hos Rønnow Arkitekter: ”Jeg oplever, at restaureringsfagligheden er en tilgang, som man også kan overføre på nybyggeri og en række andre projekter, jeg kunne komme til at beskæftige mig med i fremtiden. Forståelsen for stedets kvaliteter, historien og ånden – den basis har jeg virkelig lyst til at tage med mig videre.”

ra_praktik

Rønnow vinder konkurrence om nyt bymuseum i hjertet af Viborg

I selskab med Reiulf Ramstad Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører er Rønnow Arkitekter blevet valgt til at varetage udviklingen af Nyt Viborg Museum midt i Viborgs Domkirkekvarter. Projektet omfatter renovering, ombygning og indretning af den tidligere Vestre Landsret, der er opført i 1919, til husning af museets aktiviteter. Det drejer sig bl.a. om udstilling, lokalhistorisk arkiv, undervisningslokaler og museumsbutik. Målet med ombygningen er at bevare bygningens forskellige fortællelag, der gør den til medfortæller af Danmarkshistorien med rødder i Viborg. Samtidig skal der tilføres et nyt vitalt lag, der indskriver bygningen i nutiden og bliver en katalysator for den aktivitet, der fremadrettet kommer til at herske i og omkring den gamle landsretsbygning.

Det nye museum er del af helhedsplanen for Domkirkekvarteret i Viborg, hvor en række aktører er gået sammen om at etablere et kulturelt kraftcenter ved at samle områdets seværdigheder til én fælles attraktion på internationalt niveau.

Bygherre på projektet er Viborg Kommune, og Rønnow Arkitekter kommer som totalrådgiver til at rådgive i alle faser af renoveringen og udviklingen af den tidligere landsretsbygning. Tegnestuen er blandt andet blevet valgt til opgaven på grund af sin ekspertise inden for bevaring og udvikling af kulturarv og læringsmiljøer.

”Vi er ovenud begejstrede for, at vi har vundet så spændende og ambitiøst et projekt, og vi glæder os til at realisere det sammen med Viborg Kommune, Viborg Museum, Reiulf Ramstad Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører,” siger partner i Rønnow Arkitekter Mette Prip Bonné. ”Der er formuleret nogle stærke visioner for det nye bymuseum, hvor gæsten skal sættes i centrum. Sammen kommer vi til at sætte barren højt for udviklingen og indretningen af de nye museumsudstillinger og museumsbygningen, så vi lykkes med at forene kulturarv, arkitektur og kunst i én samlet kulturoplevelse” slutter hun.

landsretten-set-indefra_web
Foto: Lotte Lee Møller

Social og struktureret kontorassistent søges

Rønnow Arkitekter søger en social og struktureret kontorassistent, der kan få hverdagen på tegnestuen til at køre.

Har du lyst til at gå til hånde i en spændende og kreativ virksomhed og være et vigtigt omdrejningspunkt i hverdagen for tegnestuens ca. 30 ansatte, så er et job som kontorassistent med diverse administrative opgaver hos Rønnow Arkitekter måske noget for dig? Ansættelsen vil være med start snarest muligt.

Læs hele stillingsopslaget her.

ra_kontor

Rønnow Arkitekter skyder det nye år ind med en nytårskur

Fredag den 18. januar blev Rønnow Arkitekters nye strategi ’Bæredygtig Byggeskik 2019-2023’ lanceret og fejret med nytårsbobler. Strategien sætter blandt andet fokus på, hvordan vi som arkitekter vil bidrage til en bæredygtig udvikling med vores viden om holdbarhedsaspekterne i den historiske bygningsmasse. Forbindelsen mellem bæredygtig og langtidsholdbar arkitektur skal gøres mere tydelig, så også fremtidige generationer overtager en kulturarv, de kan være stolte af.

Den interne nytårskur blev afholdt i lokaler på Vartov, hvor partner Camilla L. Nybye åbnede med at fortælle om nogle af de fremtrædende arkitekter inden for restaureringsfaget, som tegnestuen står på skuldrene af, hvorefter direktør Martin Bloch samlede tråden op og fremlagde hovedlinjerne i strategiplanen for de næste fem år.

ra_nytaarskur_billeder2

Fotoreportage: Campus Holmens vinduer nyistandsat

Rønnow Arkitekter har netop gennemført en omfattende gennemgang og istandsættelse af vinduerne på Campus Holmen. Området var oprindeligt hovedbase for den danske flåde fra 1690 til 1993, og mange af de gamle værfter, skure, smedjer og haller, der er opført i forskellige tidsperioder, bærer på en lang maritim forhistorie. De mange varierende vinduestyper i træ, støbe- og smedejern er blevet afrenset og malet, gamle redningsåbninger er blevet nyistandsat, og fastlåste vinduer kan nu åbnes igen. I fotoreportagen ses et udvalg af Campus Holmens vinduer.

holmen-fotoreportage2

Rigtig glædelig jul og et grønnere nytår!

Arkitekterne har en væsentlig rolle at spille i den bæredygtige udvikling og indfrielsen af FN’s 17 verdensmål. Den nyligt publicererede arkitekturguide til verdensmålene ’An Architecture Guide to the UN17 Sustainable Development Goals’ forklarer sammenhængen mellem de enkelte mål og det byggede miljø og giver eksempler på realiserede projekter, der illustrerer arkitekturens løsningsforslag. Publikationen peger frem mod arkitekternes verdenskongres (UIA) i København i 2023, hvor temaet netop er arkitekturens bidrag til verdensmålene.

I 2019 lancerer Rønnow Arkitekter publikationen ’Bæredygtig Byggeskik’. Den handler om vores tilgang til arkitektur, som kobler den nyeste brancheviden om bæredygtighed med vores viden om holdbarhedsaspekterne i den historiske bygningsmasse. Sammenlagt danner det grundlaget for en værdiskabende tilgang til bæredygtig arkitektur – socialt, miljømæssigt, økonomisk og æstetisk.

Bogen supplerer debatten om arkitekturens bidrag til en bæredygtig udvikling med eksempler på den viden, vi har fået overleveret gennem århundreders byggeskik, hvor bygningerne har været designet til at kunne skilles ad, så hovedparten af materialerne kunne genbruges, men først og fremmest til at kunne holde i rigtig lang tid. Gode materialer og gode detaljer er essentielt. Set gennem vores restaureringsfaglige briller er der en vigtig forbindelse mellem bæredygtig arkitektur og langtidsholdbar arkitektur. Ikke kun fordi det ”slider” mindre på miljøet, men også fordi vi mener, at fremtidige generationer fortsat skal have en kulturarv, de kan være stolte af.

Vi glæder os til at lancere og diskutere bogen om bæredygtig byggeskik – og til et godt og grønt samarbejde i det nye år!

ra_julekort-2018

Ny tilbygning til HvideKilde Lejrcenter åbner sig mod skoven og inviterer lyset indenfor

For nyligt blev Rønnows nye tilbygninger til HvideKilde Lejrcenter taget i brug. Lejrcenteret, der ligger i udkanten af Gribskov i Nordsjælland, bruges til Luthersk Missions lejraktiviteter og udlejes til menigheder, skoler og interesseorganisationer. Rønnow Arkitekter har fået til opgave at bygge til hovedkompleksets to gavle mod syd for at tilføre lejren flere m2  , der giver mulighed for ny social og æstetisk værdi. Hovedgrebet er at videreføre og nyfortolke det eksisterende anlægs stramme opbygning af betonmoduler i et nyt materiale. Med en enkel og let trækonstruktion, store glaspartier, terrasser, døre fra rummene ud i det fri og bevægelige solskærme er der blevet blødt op for anlæggets praktiske og rationelle tilsnit ved at lade tilbygningerne åbne sig mod de smukke naturomgivelser og trække lyset og fornemmelsen af livet i skoven ind i rummene. Samtidig giver de overdækkede terrasser med udekøkken og pejs og de bevægelige solskærme mulighed for fleksible ruminddelinger og nye former for samvær, kreativitet og hygge alt afhængigt af vejrforhold og behov.

De eksisterende bygninger blev opført i 1955 til at huse Flyvestation Kagerup, der i årene 1955-1982 fungerede som kaserne. Det eksisterende anlæg regnes som noget af det tidligste betonmodul-byggeri i Danmark, hvor Forsvaret, der råder over nogle af landets dygtigste ingeniører, afprøvede en på den tid ny teknologi, nemlig udviklingen af præfabrikerede betonelementer, som blev transporteret til Kagerup og hejst på plads. Teknologien skulle vise sig at blive retningsgivende for meget af det kommende byggeri i Danmark, bl.a. fordi den svarede på den øgede efterspørgsel efter boliger, der nu kunne skyde op på rekordtid.

På HvideKilde har metoden resulteret i et stramt og enkelt byggeri, nogle gode rummeligheder med loft til kip, klare sigtelinjer og materialer der kræver meget lidt vedligehold. Intentionen har været at fortsætte dette også i tilbygningerne. De nyeste strømninger inden for industrielt fremstillede byggekomponenter er præ­fabrikerede træelementer. Dette har inspireret tegnestuen til at fortsætte med en arkitektur, der er båret af elementtanken, men nu i træ. Mængden af elementer er så lille, at det ikke kan svare sig at få dem industrielt fremstillet, men princippet har båret idéen. Betonmaterialet trækkes fra det eksisterende byggeri ud som terrændæk i de overdækkede terrasser og de bærende betonsøjler og dragere (støbt på stedet) fortsættes ligeledes i tilbygningerne og danner rygrad i byggeriet. Herudover er den taktfaste inddeling af facaderne, reliefvirkningen i betonmodulerne og motiverne i de eksisterende vinduer og proportioner ført med over i tilbygningerne.

Foto: Maiken Kestner
print-maiken_kestner-4s3a9811-edit

Vundet: Ny rammeaftale med By & Havn

Rønnow Arkitekter har som underrådgiver til H+ Arkitekter vundet den udbudte rammeaftale om totalrådgivning i forbindelse med nyindretning, ombygning, renovering og vedligeholdelse af By & Havns ejendomme. Der er en del fredede og bevaringsværdige ejendomme i porteføljen, og opførelsesårene spænder mellem 1868 og 2017.

Med rammeaftalen ønsker By & Havn at indgå et længerevarende tæt og dynamisk samarbejde om løsningen af By & Havns opgaver, herunder især håndtering og udvikling af eksisterende og nye lejemål langs Københavns Havn.

De øvrige underrådgivere i det vindende team er Oluf Jørgensen Rådgivende Ingeniører og Cubic Group. Teamet er i evalueringen blevet vurderet til at kunne tilbyde en særdeles god organisation, bemanding og leverancesikkerhed og til at have leveret den bedste tilrettelæggelse af en konkret case.

Rammeaftalen omfatter næsten 100 ejendomme med et samlet etageareal på ca. 390.000 m2. Ejendommene anvendes til udlejning eller af By & Havn selv og er af meget varieret karakter.

Vi glæder os til samarbejdet!

Foto: By & Havn / Ole Malling

nordhavnen

Rønnow gæsteforelæser ved festforedragsrækken ‘STEDETS ÅND’

Når tredje og sidste del af foredragsrækken ’STEDETS ÅND – bygningsfredning i 100 år’ afholdes på fredag i Arkitektforeningen, sætter kgl. bygningsinspektør og partner i Rønnow Arkitekter Camilla Løntoft Nybye fokus på den særligt danske tilgang til faget igennem en fortælling om fremtrædende restaureringsarkitekter som Engqvist, Warming, Rønnow, Exner, von Jessen, Møller, Holm med flere.

2018 markerer 100-året for bygningsfredningsloven, der blev indført i 1918 for at værne om bygningers arkitektoniske, kulturhistoriske eller miljømæssige værdi, og det er det, der fejres med festforedragsrækken.

‘Genius Loci’ eller ‘stedets ånd’ dækker som begreb over den særlige stemning, der er knyttet til et specifikt steds karaktertræk og kvaliteter, som restaureringsarkitekter forholder sig til, når de giver nyt liv til eksisterende bygninger.

Program for 3. forelæsning fredag d. 7. december kl. 14-17
Arkitekt MAA, kgl. bygningsinspektør og partner i Rønnow Arkitekter Camilla Løntoft Nybye fortæller om fagligheden for 25 år siden og de restaureringsarkitekter, som vi har lært af.

Arkitekt MAA og indehaver af Lundqvist Tegnestue Ruth Lundqvist fortæller om Søren Lundqvist og sit eget arbejde med nogle af landets væsentligste bygninger.

Forelæsningen afrundes med en Q&A. Der vil afslutningsvist være festtale og bobler.

Foredraget er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere på arkitektforeningens hjemmeside.

Foto: Realdania By & Byg

stedets-aand

Tak for festligt fremmøde!

Sidste fredag holdt vi dobbelt fødselsdagsreception for to af tegnestuens partnere, Camilla Løntoft Nybye og Mette Prip Bonné. Tak til alle jer, der deltog i fejringen på restaurant Mission i The Standard og til alle jer, der sendte fine hilsner. I gjorde det til en helt særlig dag!

181116_2x40_tak_ra

Udstilling i Paris værner om det traditionelle kunsthåndværk

En af Rønnows arkitekter, Laust Ovesen, deltog for nyligt i den årlige internationale udstilling om Europæisk kulturarv, Salon International du Patrimoine Culturel, som afholdes i Carrousel du Louvre i Paris. Formålet med udstillingen er at værne om det traditionelle kunsthåndværk med særligt fokus på bevaring og restaurering af kulturarv. Her udstilles det fineste af fransk kunsthåndværk inden for alle fag, såsom glasmosaikker, glaserede tegl, håndlavede vægfliser og gulvklinker, snedkerarbejder, stenhuggerarbejder, lysekroner, porcelæn, keramik, broderi, m.m.

”Salonen er et forum, hvor producenter, udøvende håndværkere, kunstnere, restaureringsarkitekter og andre inden for branchen kan mødes og udveksle erfaringer, idéer og sparre med hinanden. Det er væsentligt, at vi fastholder og overleverer viden om kunsthåndværkets udførelsesteknikker også til de yngre generationer, for det gode håndværk er under pres i byggebranchen i dag”, fortæller Laust Ovesen.

Udstillingen fandt sted den 25.-26. oktober, og tegnestuen blev inviteret af den franske ambassade.

 

Fotos: Laust Ovesen

Prækvalificeret til nyt kulturprojekt i den kongelige køkkenhave ved Gråsten Slot

I selskab med ZENI Arkitekter, SlothMøller Rådgivende Ingeniører og Labland Landskabsarkitekter er vi blevet prækvalificeret til at give tilbud på totalrådgivning ifm. et tværgående kulturprojekt i den kongelige køkkenhave ved Gråsten Slot i Sønderjylland. Det primære mål er at fastholde produktion i køkkenhaven og samtidig revitalisere den som en åben og tilgængelig lokal og regional attraktion i samarbejde med lokale interessenter og med lokal forankring.

Vi krydser fingre for, at vi får muligheden for at bidrage til at opfylde visionen for det unikke havemiljø, bl.a. med ny havearkitektur i lavmeldt formsprog, der tager udgangspunkt i stedets helt særlige fortælling.

graasten-slot_web

Rønnow skal restaurere og ombygge Nørrebro Station

I samarbejde med COWI har vi vundet opgaven om totalrådgivning i forbindelse med restaurering og ombygning af Nørrebro Station. Stationen, der er fredet, er tegnet af arkitekten Knud Thangaard Seest i 1930 og er typisk for sin tids begejstring for nyklassicisme, dog med et tydeligt præg af funkis. Vores mål er at skabe rammene for et sikkert stationsmiljø, bedre butiksfaciliteter med logiske og let tilgængelige adgangsveje i en smuk, historisk kontekst. I samspil med åbningen af den nye metrolinje vil DSB’s krav til tryghed, synlighed og tilgængelighed for en moderne stationsbygning med butiksfunktion blive opfyldt. Vi glæder os til at give stationen et løft til gavn for de godt 15.000 passagerer, der hvert døgn benytter den!

noerrebro-st_web

Projekterende arkitekt eller bygningskonstruktør søges

Er du en erfaren arkitekt eller bygningskonstruktør – med fokus på høj arkitektonisk kvalitet og erfaring med BIM og/eller beskrivelse?

Vi søger erfarne arkitekter eller bygningskonstruktører, der har solide kompetencer inden for projektering, og som er dygtige formidlere af den arkitektoniske idé gennem projekteringsfasernes leverancer i BIM. Det er førende projekteringsprofiler, der får en central rolle i tegnestuens fortsatte styrkelse særligt inden for nybyggeri af lærings- og campusmiljøer. Samtidigt vil der på sigt være mulighed for at også at få berøring med skitsering og projektering af andre projekter, fx inden for restaurering og transformation.

Læs stillingsopslaget her.

oeregaard

Foto: Kirstine Mengel

 

Velkommen til fødselsdagsreception for to af tegnestuens partnere

Camilla Løntoft Nybye og Mette Prip Bonné fylder rundt i år, og det glæder vi os til at fejre med vores samarbejdspartnere, kunder og venner af huset. Sæt kryds i kalenderen den 9. november.

181109_invitation_ra

Genopbygning af nedbrændt, fredet gartnerbolig på Brede Værk

Gartnerboligen, der indgår som del af Danmarks største, fredede industrianlæg, Brede Værk, brændte næsten helt ned i 2014, da dens lille nabobygning, frugtkælderen, stod i flammer, som hurtigt spredte sig til den stråtækte gartnerboligs tag og tagværk. Det lykkedes Lyngby Taarbæks Brandvæsen at redde stueetagen, som dog blev stærkt vandskadet i forbindelse med slukningen.

I 2017 fik Rønnow Arkitekter til opgave at genopbygge og restaurere bygningen i samarbejde med Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører. På grund af de omfattende skader var der tale om en gennemgribende genopbygning af gartnerboligen.

”Det har været spændende at restaurere et hus helt fra grunden, inkl. opmåling af en ny tagkonstruktion og erstatning af alle spær og etagebjælker”, fortæller byggeleder på projektet Bo Lauridsen og fortsætter: ”Da vi kun kunne bevare et par spærfag, har vi måttet retablere størstedelen af tagværket og fik i den forbindelse mulighed for at retablere begge de oprindelige skorstenspiber. Der er blevet lagt nyt stråtag med syet rygning, mens glastaget på gartnerdrivhuset har måttet udskiftes helt. Facaderne på gartnerboligen står igen i rød kalk, og drivhuset står i hvid kalk som frugtkælderen.”

Det lille forramme-køkken er også blevet genopbygget, og farverne i huset er blevet genskabt i henhold til de farveafdækninger, som Nationalmuseet har udført på træværket. Derudover er der blevet tilføjet et helt nyt badeværelse og varmeanlæg, da den bedste måde at bevare en bygning er at sikre, at den kan anvendes fornuftigt, og at der er brugere til den. I dag bliver gartnerboligen anvendt af Lyngby Taarbæk Kommune.

Den smukke, fredede gartnerbolig er opført i 1840 og restaureret i 1990. Indtil 1831 udgjorde industrianlægget, der ligger ved Mølleåen nord for Kongens Lyngby, Brede Kobber- og Messingværk og siden Brede Klædefabrik. Hele Brede Værk er nu under Nationalmuseets afdeling i Brede.

Foto: Casper Brogaard Højer

dsc_5684_red2

Hilsen fra restaureringskonference i Rom

En håndfuld af Rønnows arkitekter er for nyligt hjemvendt fra restaureringskonference på Det Danske Institut i Rom.

”Det var rart at få et fagligt perspektiv af høj kvalitet på, hvordan man udfører restaureringsprojekter i Italien, både formidlet igennem spændende casestudier som Jean Nouvels transformation af Palazzo Velabro, OMA’s transformation af Fondaco dei Tedeschi og LARES’/Troels Bruuns transformation af San Loranzo-kirken i Venedig understøttet af fortællinger fra både fredningsmyndigheder og rådgivere, siger arkitekt og projektchef Claus Bay og fortsætter: ”Der var også en række forelæsninger om kritiske punkter mellem teori og praksis, hvor især professor i restaurering Susanna Caccia Gherardini fra Universita degli Studi di Firenze åbnede op for forskellige inspirerende måder at se restaurering på i mødet mellem nyt og gammelt.”

Fotos: Erica Mangor Heyckendorff

hilsen-fra-rom2

Folketingssalens prominente talerstol er nu tilgængelig for alle

Igen i år har Rønnow Arkitekter benyttet folkestyrets sommerpause til at forbedre faciliteterne i Folketingssalen. Medlemspladserne er gjort tilgængelige for svagtseende, og fremover er det blevet muligt også for kørestolsbrugere at indtage landets fornemste talerstol, der blandt andet har fået indbygget tre nye løfteplatforme.

Talerstolen blev allerede inden åbningen af det nye folketingsår indviet sammen med Dansk Handicapforund, hvis landsformand Susanne Olsen var begejstret både for projektets signalværdi og udførelse: ”Det er jo en kæmpe dag, når man får lov at komme ind og se, at det er lykkedes og ovenikøbet er lykkedes på den fantastisk smukke måde, det er gjort,” sagde hun og tilføjede: ”Det har jo også en signalværdi, når man har gjort det herinde på Christiansborg. At man mener, når man siger, at alle skal kunne komme til, og det skal i hvert fald ikke være et handicap, der afgør, om man kan komme i Folketinget eller ej.”

Rønnow Arkitekters Laust Ovesen, der har stået for ombygningen af Folketingssalen i tæt samarbejde med Folketinget og MOE Rådgivende Ingeniører fortæller: ”Formålet med ombygningen af talerstolen har været at skabe bedre tilgængelighed for alle. Det har været afgørende at bevare så meget som muligt af det oprindelige interiør, og de indgreb, vi har foretaget, forstyrrer ikke helheden, men føjer diskret et lag til historien.”

Den prominente talerstol er oprindeligt snedkereret af Anni Berntsen-Burre, Danmarks første kvindelige snedkermester. Jönsson Inventar har stået for snedkerarbejdet i forbindelse med ombygningen, og Guldmann har varetaget udførelsen af løfteplatformene.

I denne video kan du komme med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), indenfor i salen, hvor det ellers kun er folketingsmedlemmer og ministre, der normalt har adgang.

folketinget_baggrund

Rønnow vinder nyt campusbyggeri i Slagelse – et byens hus

Rønnow Arkitekter er stolte over at være del af det vindende totalentrepriseteam bestående af c.c. contractor, Cubo, landskabsarkitekt Marianne Levinsen og ÅF Buildings Denmark, der skal stå for et nyt byggeri til Professionshøjskolen Absalon i Slagelse..