Tag-arkiv: bogudgivelse

Rigtig glædelig jul og et grønnere nytår!

Arkitekterne har en væsentlig rolle at spille i den bæredygtige udvikling og indfrielsen af FN’s 17 verdensmål. Den nyligt publicererede arkitekturguide til verdensmålene ’An Architecture Guide to the UN17 Sustainable Development Goals’ forklarer sammenhængen mellem de enkelte mål og det byggede miljø og giver eksempler på realiserede projekter, der illustrerer arkitekturens løsningsforslag. Publikationen peger frem mod arkitekternes verdenskongres (UIA) i København i 2023, hvor temaet netop er arkitekturens bidrag til verdensmålene.

I 2019 lancerer Rønnow Arkitekter publikationen ’Bæredygtig Byggeskik’. Den handler om vores tilgang til arkitektur, som kobler den nyeste brancheviden om bæredygtighed med vores viden om holdbarhedsaspekterne i den historiske bygningsmasse. Sammenlagt danner det grundlaget for en værdiskabende tilgang til bæredygtig arkitektur – socialt, miljømæssigt, økonomisk og æstetisk.

Bogen supplerer debatten om arkitekturens bidrag til en bæredygtig udvikling med eksempler på den viden, vi har fået overleveret gennem århundreders byggeskik, hvor bygningerne har været designet til at kunne skilles ad, så hovedparten af materialerne kunne genbruges, men først og fremmest til at kunne holde i rigtig lang tid. Gode materialer og gode detaljer er essentielt. Set gennem vores restaureringsfaglige briller er der en vigtig forbindelse mellem bæredygtig arkitektur og langtidsholdbar arkitektur. Ikke kun fordi det ”slider” mindre på miljøet, men også fordi vi mener, at fremtidige generationer fortsat skal have en kulturarv, de kan være stolte af.

Vi glæder os til at lancere og diskutere bogen om bæredygtig byggeskik – og til et godt og grønt samarbejde i det nye år!

ra_julekort-2018