Tag-arkiv: Arkitektur

Vundet: Ny rammeaftale med By & Havn

Rønnow Arkitekter har som underrådgiver til H+ Arkitekter vundet den udbudte rammeaftale om totalrådgivning i forbindelse med nyindretning, ombygning, renovering og vedligeholdelse af By & Havns ejendomme. Der er en del fredede og bevaringsværdige ejendomme i porteføljen, og opførelsesårene spænder mellem 1868 og 2017.

Med rammeaftalen ønsker By & Havn at indgå et længerevarende tæt og dynamisk samarbejde om løsningen af By & Havns opgaver, herunder især håndtering og udvikling af eksisterende og nye lejemål langs Københavns Havn.

De øvrige underrådgivere i det vindende team er Oluf Jørgensen Rådgivende Ingeniører og Cubic Group. Teamet er i evalueringen blevet vurderet til at kunne tilbyde en særdeles god organisation, bemanding og leverancesikkerhed og til at have leveret den bedste tilrettelæggelse af en konkret case.

Rammeaftalen omfatter næsten 100 ejendomme med et samlet etageareal på ca. 390.000 m2. Ejendommene anvendes til udlejning eller af By & Havn selv og er af meget varieret karakter.

Vi glæder os til samarbejdet!

Foto: By & Havn / Ole Malling

nordhavnen

Tak for festligt fremmøde!

Sidste fredag holdt vi dobbelt fødselsdagsreception for to af tegnestuens partnere, Camilla Løntoft Nybye og Mette Prip Bonné. Tak til alle jer, der deltog i fejringen på restaurant Mission i The Standard og til alle jer, der sendte fine hilsner. I gjorde det til en helt særlig dag!

181116_2x40_tak_ra

Prækvalificeret til nyt kulturprojekt i den kongelige køkkenhave ved Gråsten Slot

I selskab med ZENI Arkitekter, SlothMøller Rådgivende Ingeniører og Labland Landskabsarkitekter er vi blevet prækvalificeret til at give tilbud på totalrådgivning ifm. et tværgående kulturprojekt i den kongelige køkkenhave ved Gråsten Slot i Sønderjylland. Det primære mål er at fastholde produktion i køkkenhaven og samtidig revitalisere den som en åben og tilgængelig lokal og regional attraktion i samarbejde med lokale interessenter og med lokal forankring.

Vi krydser fingre for, at vi får muligheden for at bidrage til at opfylde visionen for det unikke havemiljø, bl.a. med ny havearkitektur i lavmeldt formsprog, der tager udgangspunkt i stedets helt særlige fortælling.

graasten-slot_web

Rønnow skal restaurere og ombygge Nørrebro Station

I samarbejde med COWI har vi vundet opgaven om totalrådgivning i forbindelse med restaurering og ombygning af Nørrebro Station. Stationen, der er fredet, er tegnet af arkitekten Knud Thangaard Seest i 1930 og er typisk for sin tids begejstring for nyklassicisme, dog med et tydeligt præg af funkis. Vores mål er at skabe rammene for et sikkert stationsmiljø, bedre butiksfaciliteter med logiske og let tilgængelige adgangsveje i en smuk, historisk kontekst. I samspil med åbningen af den nye metrolinje vil DSB’s krav til tryghed, synlighed og tilgængelighed for en moderne stationsbygning med butiksfunktion blive opfyldt. Vi glæder os til at give stationen et løft til gavn for de godt 15.000 passagerer, der hvert døgn benytter den!

noerrebro-st_web

Projekterende arkitekt eller bygningskonstruktør søges

Er du en erfaren arkitekt eller bygningskonstruktør – med fokus på høj arkitektonisk kvalitet og erfaring med BIM og/eller beskrivelse?

Vi søger erfarne arkitekter eller bygningskonstruktører, der har solide kompetencer inden for projektering, og som er dygtige formidlere af den arkitektoniske idé gennem projekteringsfasernes leverancer i BIM. Det er førende projekteringsprofiler, der får en central rolle i tegnestuens fortsatte styrkelse særligt inden for nybyggeri af lærings- og campusmiljøer. Samtidigt vil der på sigt være mulighed for at også at få berøring med skitsering og projektering af andre projekter, fx inden for restaurering og transformation.

Læs stillingsopslaget her.

oeregaard

Foto: Kirstine Mengel

 

Velkommen til fødselsdagsreception for to af tegnestuens partnere

Camilla Løntoft Nybye og Mette Prip Bonné fylder rundt i år, og det glæder vi os til at fejre med vores samarbejdspartnere, kunder og venner af huset. Sæt kryds i kalenderen den 9. november.

181109_invitation_ra

Genopbygning af nedbrændt, fredet gartnerbolig på Brede Værk

Gartnerboligen, der indgår som del af Danmarks største, fredede industrianlæg, Brede Værk, brændte næsten helt ned i 2014, da dens lille nabobygning, frugtkælderen, stod i flammer, som hurtigt spredte sig til den stråtækte gartnerboligs tag og tagværk. Det lykkedes Lyngby Taarbæks Brandvæsen at redde stueetagen, som dog blev stærkt vandskadet i forbindelse med slukningen.

I 2017 fik Rønnow Arkitekter til opgave at genopbygge og restaurere bygningen i samarbejde med Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører. På grund af de omfattende skader var der tale om en gennemgribende genopbygning af gartnerboligen.

”Det har været spændende at restaurere et hus helt fra grunden, inkl. opmåling af en ny tagkonstruktion og erstatning af alle spær og etagebjælker”, fortæller byggeleder på projektet Bo Lauridsen og fortsætter: ”Da vi kun kunne bevare et par spærfag, har vi måttet retablere størstedelen af tagværket og fik i den forbindelse mulighed for at retablere begge de oprindelige skorstenspiber. Der er blevet lagt nyt stråtag med syet rygning, mens glastaget på gartnerdrivhuset har måttet udskiftes helt. Facaderne på gartnerboligen står igen i rød kalk, og drivhuset står i hvid kalk som frugtkælderen.”

Det lille forramme-køkken er også blevet genopbygget, og farverne i huset er blevet genskabt i henhold til de farveafdækninger, som Nationalmuseet har udført på træværket. Derudover er der blevet tilføjet et helt nyt badeværelse og varmeanlæg, da den bedste måde at bevare en bygning er at sikre, at den kan anvendes fornuftigt, og at der er brugere til den. I dag bliver gartnerboligen anvendt af Lyngby Taarbæk Kommune.

Den smukke, fredede gartnerbolig er opført i 1840 og restaureret i 1990. Indtil 1831 udgjorde industrianlægget, der ligger ved Mølleåen nord for Kongens Lyngby, Brede Kobber- og Messingværk og siden Brede Klædefabrik. Hele Brede Værk er nu under Nationalmuseets afdeling i Brede.

Foto: Casper Brogaard Højer

dsc_5684_red2

Hilsen fra restaureringskonference i Rom

En håndfuld af Rønnows arkitekter er for nyligt hjemvendt fra restaureringskonference på Det Danske Institut i Rom.

”Det var rart at få et fagligt perspektiv af høj kvalitet på, hvordan man udfører restaureringsprojekter i Italien, både formidlet igennem spændende casestudier som Jean Nouvels transformation af Palazzo Velabro, OMA’s transformation af Fondaco dei Tedeschi og LARES’/Troels Bruuns transformation af San Loranzo-kirken i Venedig understøttet af fortællinger fra både fredningsmyndigheder og rådgivere, siger arkitekt og projektchef Claus Bay og fortsætter: ”Der var også en række forelæsninger om kritiske punkter mellem teori og praksis, hvor især professor i restaurering Susanna Caccia Gherardini fra Universita degli Studi di Firenze åbnede op for forskellige inspirerende måder at se restaurering på i mødet mellem nyt og gammelt.”

Fotos: Erica Mangor Heyckendorff

hilsen-fra-rom2

Folketingssalens prominente talerstol er nu tilgængelig for alle

Igen i år har Rønnow Arkitekter benyttet folkestyrets sommerpause til at forbedre faciliteterne i Folketingssalen. Medlemspladserne er gjort tilgængelige for svagtseende, og fremover er det blevet muligt også for kørestolsbrugere at indtage landets fornemste talerstol, der blandt andet har fået indbygget tre nye løfteplatforme.

Talerstolen blev allerede inden åbningen af det nye folketingsår indviet sammen med Dansk Handicapforund, hvis landsformand Susanne Olsen var begejstret både for projektets signalværdi og udførelse: ”Det er jo en kæmpe dag, når man får lov at komme ind og se, at det er lykkedes og ovenikøbet er lykkedes på den fantastisk smukke måde, det er gjort,” sagde hun og tilføjede: ”Det har jo også en signalværdi, når man har gjort det herinde på Christiansborg. At man mener, når man siger, at alle skal kunne komme til, og det skal i hvert fald ikke være et handicap, der afgør, om man kan komme i Folketinget eller ej.”

Rønnow Arkitekters Laust Ovesen, der har stået for ombygningen af Folketingssalen i tæt samarbejde med Folketinget og MOE Rådgivende Ingeniører fortæller: ”Formålet med ombygningen af talerstolen har været at skabe bedre tilgængelighed for alle. Det har været afgørende at bevare så meget som muligt af det oprindelige interiør, og de indgreb, vi har foretaget, forstyrrer ikke helheden, men føjer diskret et lag til historien.”

Den prominente talerstol er oprindeligt snedkereret af Anni Berntsen-Burre, Danmarks første kvindelige snedkermester. Jönsson Inventar har stået for snedkerarbejdet i forbindelse med ombygningen, og Guldmann har varetaget udførelsen af løfteplatformene.

I denne video kan du komme med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), indenfor i salen, hvor det ellers kun er folketingsmedlemmer og ministre, der normalt har adgang.

folketinget_baggrund

Rønnow vinder nyt campusbyggeri i Slagelse – et byens hus

Rønnow Arkitekter er stolte over at være del af det vindende totalentrepriseteam bestående af c.c. contractor, Cubo, landskabsarkitekt Marianne Levinsen og ÅF Buildings Denmark, der skal stå for et nyt byggeri til Professionshøjskolen Absalon i Slagelse..